
Smerteuniverset
Diskutér Smerteuniverset på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Smerteuniverset på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Fibromyalgi er vel for evigt, eller hvad? Emilie har haft rygsmerter og hovedpine, så længe hun kan huske. Som voksen begynder smerterne at fylde mere og mere og hun får i tillæg også smerter i armene, hun må skifte job flere gange og ender med sygemelding. Til sidst får hun diagnosen fibromyalgi. Diagnosen er på én gang en lettelse og et fængsel. Hun får en forklaring på sine symptomer – men også beskeden om, at der ikke rigtig er noget at gøre ved dem. Emilie begynder derfor at indrette livet efter smerterne. Hun undgår at bruge armene, stopper med at strikke og forsøger hele tiden at beskytte kroppen mod at få det værre. Samtidig bliver hun mere modløs, bekymret og opgivende. Et år efter hun første gang hører om Smertevidenskab, tager hun kontakt og starter et forløb med Mikkel Vind. I episoden fortæller Emilie om, hvordan hun gradvist begyndte at forstå sine smerter anderledes og opdagede, at hun selv havde langt mere indflydelse på dem, end hun tidligere havde troet. Vi taler blandt andet om: hvordan bekymringer og smertefrygt kan komme til at begrænse livet hvorfor det kan være svært at begynde at bruge kroppen igen hvordan psykologiske, sociale og fysiske faktorer kan bidrage til smerter hvordan nye erfaringer kan ændre både tilliden til kroppen og måden, man håndterer smerter på hvad der sker, når fokus flytter sig fra beskyttelse og undgåelse til gradvist at genvinde frihed I dag arbejder Emilie, træner, er social og strikker igen i timevis. Den hovedpine, hun har haft næsten hele livet, er væk, smerterne er stort set forsvundet, og hun opfylder ikke længere kriterierne for fibromyalgi. En episode om fibromyalgi, smertefrygt, håb og om at opdage, at en diagnose ikke nødvendigvis fortæller, hvordan resten af livet kommer til at se ud.

Da Casper rejste til USA for at spille basketball, stolede han fuldt på sin krop. Så begyndte hans håndled at gøre ondt. Pauser, en håndledsskinne, forskellige behandlinger, ultralyd og MR gav ham ikke den afklaring, han ledte efter. Da scanningerne ikke viste noget, blev han ikke beroliget. Han blev mere forvirret: Hvordan kunne det gøre så ondt, hvis ingen kunne se, hvad der var galt? Senere kom skuldersmerterne til. Casper tapede skulderen, brugte en slynge og blev gradvist mere optaget af at beskytte kroppen. Samtidig blev det sværere at stole på den. I episode 88 fortæller han om mere end to år, hvor smerterne, usikkerheden og jagten på en forklaring kom til at fylde både sporten og hverdagen. Vi taler om, hvordan hans forståelse af smerterne ændrede sig, og hvorfor det gjorde en forskel at opdage, at stærke og vedvarende smerter ikke nødvendigvis er det samme som en vedvarende skade. Casper fortæller også, hvordan han gradvist begyndte at bruge og udfordre kroppen igen, lagde slyngen fra sig og genvandt tilliden til håndleddet og skulderen. I dag træner og dømmer han basket uden smerter. I episoden hører du blandt andet om: hvordan håndledssmerterne begyndte under et udvekslingsophold i USA hvorfor normale scanninger ikke nødvendigvis føles som en god nyhed hvordan mange behandlinger og beskyttende strategier kan komme til at øge usikkerheden forskellen på smerte og skade – uden at gøre alle smerter ufarlige hvordan Casper fandt en gradvis vej tilbage til træning og basket hvorfor tillid til kroppen ikke kun skabes med ord, men også gennem nye erfaringer Episoden er ikke en universel opskrift på håndleds- eller skuldersmerter. Den er et konkret eksempel på, hvordan en forklaring, der passer bedre til ens samlede historie, og erfaringer med at kunne mere kan ændre både bekymringer, adfærd og muligheder.

Episode 87: Fra smerter ved løb til fri bevægelse – Annes vej tilbage til træning Anne havde tidligere fået hjælp til langvarige smerter i nakke, skulder og arm. Hun havde fået en ny forståelse af smerter og var igen blevet tryg ved at træne. Men da hun senere begyndte at løbe, fik hun smerter omkring SI-leddet og ballen med symptomer ned mod foden. Og så vendte usikkerheden tilbage: Hvis hun allerede havde lært så meget om smerter, hvorfor stod hun så her igen? Havde hun alligevel overset noget? Og betød smerterne, at hun ikke kunne tåle at løbe? I episoden fortæller Anne om vejen tilbage til løb og træning. Ikke gennem endnu en forklaring om, at noget skulle rettes eller fikses, men ved at undersøge, hvad hun frygtede, hvad symptomerne faktisk fortalte – og hvad de ikke nødvendigvis fortalte. Du kan blandt andet høre om: hvordan smerter omkring balle, SI-led og fod påvirkede Annes løb hvorfor viden om smerter kan være svær at bruge, når det er ens egen krop, der gør ondt hvordan tidligere erfaringer og bekymringer kan dukke op igen hvorfor "der er ikke noget galt" sjældent er en tilstrækkelig forklaring hvordan Anne undersøgte sine egne teorier om smerterne forskellen på et fast træningsprogram og at kunne tilpasse belastningen til den aktuelle situation hvorfor en smerteopblussen ikke automatisk betyder, at træningen har gjort skade hvordan Anne begyndte at løbe igen uden at vente på fuldstændig sikkerhed eller smertefrihed hvad en gåtur på 50 kilometer lærte hende om kroppen og hendes bekymringer I dag løber og træner Anne igen. Hun kan stadig mærke smerter en gang imellem, men hun bliver ikke fanget af dem på samme måde. Hun har fået større tillid til kroppen og er bedre rustet til at vurdere, hvornår hun skal justere – og hvornår hun roligt kan fortsætte. Episoden er en personlig fortælling om, at tilbagevendende smerter ikke nødvendigvis betyder, at man er tilbage ved begyndelsen.

Thomas havde i mange år levet et liv med 180 i timen. Men efter en rejse begyndte voldsomme mavesmerter, diarré og et akut behov for at finde et toilet at styre hans hverdag. Han blev undersøgt igen og igen, men uden at få et klart svar, der kunne hjælpe ham med at forstå, hvorfor han havde det sådan. Uvisheden satte gang i bekymringer om sygdom, arbejde, økonomi og fremtid. Da han samtidig blev sygemeldt og mistede sit arbejde, mistede han også en stor del af den identitet, han havde bygget op omkring at præstere. Alkohol blev efterhånden en måde at dæmpe både de fysiske smerter og følelsen af håbløshed på. Men det, der i begyndelsen hjalp Thomas med at holde livet ud, endte med at føre ham længere væk fra familien, glæden og sig selv. I episoden fortæller Thomas åbent om den mørkeste periode i sit liv – men også om den langsomme vej tilbage. Ikke gennem ét quickfix, men ved at skabe en mere sammenhængende forståelse af sine symptomer, bryde med mønstre, der fastholdt ham, og gradvist begynde at deltage i livet igen. Du kan blandt andet høre om: hvordan uforklarede symptomer og uvished kan komme til at fylde hele livet hvordan alkohol blev en copingstrategi hvorfor flere undersøgelser ikke nødvendigvis skabte mere tryghed hvordan konstant googling og sygdomssøgen påvirkede Thomas hvorfor symptomer ikke behøver at være helt væk, før livet kan blive større hvordan Thomas gradvist vendte tilbage til familie- og arbejdslivet hvad der hjalp ham med at finde håb, retning og glæde igen Thomas oplever stadig symptomer indimellem. Men de bestemmer ikke længere over hans liv. I dag er han tilbage i jobafklaring, tættere på sin familie og kan med sine egne ord være far igen. Bemærk: Episoden indeholder beskrivelser af alkoholafhængighed og selvmordstanker.

Show notes Episode 85 – Hjernerystelse: Frygten for nye slag mod hovedet Note: Linns behandlingsforløb hos os er udelukkende foregået online. Linn fik en hjernerystelse under en fredelig Greenpeace-aktion, hvor hun blev kastet hårdt i jorden. Den akutte hjernerystelse blev gradvist bedre. Men frygten gjorde ikke. Efterhånden skulle der mindre og mindre til, før symptomerne blussede op igen. Et lille bump mod hovedet. En fodbold. En hurtig bevægelse. Langsomt begyndte Linn at indrette sit liv efter ikke at slå hovedet igen. Hun undgik situationer, analyserede sine symptomer og blev fanget i en ond spiral af bekymringer og katastrofetanker. Det var ikke længere kun symptomerne, der begrænsede hende – det gjorde frygten også. I denne episode lærer du: hvordan livet gradvist kom til at handle om at undgå nye slag mod hovedet hvorfor selv små bump kunne udløse store symptomer hvordan bekymringer og katastrofetanker kom til at fylde mere og mere og hvordan Linn langsomt genfandt tilliden til sit hoved, sin krop og sit liv. I dag spiller Linn fodbold igen. Hun header til bolden. Og hun lever ikke længere med frygten for det næste slag. En episode om hjernerystelse, men i virkeligheden endnu mere om frygt, tillid og friheden til at leve sit liv igen.

Kroniske smerter påvirker sjældent kun personen med smerterne. De påvirker også partneren, familien, vennerne og andre mennesker tæt på. Mange pårørende ønsker at hjælpe, men oplever samtidig usikkerhed omkring, hvad de skal sige, gøre eller undgå. Hvordan støtter man hensigtsmæssigt samtidig med, at man passer på sig selv? Det er et emne, der sjældent bliver talt om, og derfor ender mange med at famle sig frem uden særligt meget vejledning. Denne episode er en oplæsning af artiklen Kroniske smerter: En guide til pårørende. Artiklen er skrevet til både den pårørende og den smerteramte med det formål at skabe større forståelse for de udfordringer, kroniske smerter kan medføre for begge parter. I episoden taler vi blandt andet om: Hvordan livet med kroniske smerter kan opleves indefra Hvorfor kroniske smerter ofte er svære at forstå for omgivelserne De mest almindelige faldgruber for pårørende Hvordan man kan støtte uden at blive overbeskyttende eller overtage ansvaret Kommunikation, forventningsafstemning og relationer Pårørende-kompasset – hvordan man passer på sig selv som pårørende Artiklen omtalt i episoden Kroniske smerter: En guide til pårørende

Jette fik ondt i sit knæ. Hun oplevede det som en overbelastning. Og det gav egentlig god mening. Så hun gjorde det, de fleste af os ville gøre: Hun begyndte at passe på det. Hun stoppede med at løbe, danse , ja nærmest alt hvor knæet blev bøjet og belastet. Tog hensyn. Mærkede efter. Forsøgte at undgå at gøre det værre. Men problemet var bare, at det ikke rigtig blev bedre på trods af øvelser, indlæg og masser af behandling. Og gradvist begyndte det at fylde mere. Ikke kun i knæet – men i hendes tanker og i hendes hverdag. Hun beskriver selv, hvordan hun kom til at tale rigtig meget om det. Tænke over det. Og blive i tvivl om, hvad hendes knæ egentlig kunne holde til. I den her episode taler vi om: – Hvordan en helt meningsfuld forklaring (som overbelastning) kan blive noget, man kommer til at hænge fast i – Hvordan det, man begynder at gøre for at passe på sig selv, nogle gange kan være med til at holde problemet i gang – Og hvordan selv en psykolog kan blive fanget i en ond spiral af smerter, tanker og følelser. Men også om det skifte, der blev afgørende for Jette: At hun fik et nyt perspektiv på smerter, blev opmærksom på sine tanker, begyndte at give lidt mindre plads til at analysere og beskytte og lidt mere plads til at bruge sig selv igen. Og gradvist forsvandt både smerterne, frygten og bekymringerne, og tilliden til knæet vendte tilbage.

Hvad gør man, når kroppen gør ondt – uden at man kan finde en forklaring? Når undersøgelserne ser fine ud, men smerterne og bekymringerne alligevel fylder mere og mere. I denne episode møder du Hans, som deler sin historie om, hvordan diffuse smerter gradvist tog mere plads i hans hverdag – og hvordan stress, opmærksomhed og sygdomsangst kom til at spille en større rolle undervejs. Vi taler blandt andet om: Hvordan smerter kan opstå og udvikle sig uden en tydelig skade Hvad der sker, når opmærksomheden begynder at kredse om kroppen Sammenhængen mellem stress, bekymring og vedvarende smerter Hvorfor gentagne undersøgelser og "tjek" ofte ikke skaber den ro, man håber på Hvordan sygdomsangst kan forstærke oplevelsen af smerte Hvad der begyndte at gøre forskellen for Hans - så han nu lever uden begrænsninger af smerter Det er en episode for dig, der kan genkende følelsen af, at kroppen larmer uden en klar forklaring – og hvor bekymringer og opmærksomhed omkring kroppen kan komme til at fylde mere i hverdagen.

Episode 81 – Hvorfor gør mit håndled ondt, når der ikke er nogen skade? Hvad gør man, når kroppen gør ondt – men undersøgelserne ikke finder noget? I denne episode af Smerteuniverset møder du Maja, som i næsten et år kæmpede med smerter i håndled og tommelfinger. Smerterne fyldte mere og mere i hverdagen, hun opsagde sit job, stoppede med at dyrke sport og blev mere og mere depressiv. Selvom hun søgte hjælp flere steder og prøvede forskellige behandlinger, inklusiv en operation, blev hun ikke rigtig klogere på, hvorfor smerterne blev ved. Når smerter ikke kan forklares med en tydelig skade, kan det skabe stor usikkerhed. Tankerne begynder at kredse om kroppen, man mærker efter hele tiden, og bekymringerne kan hurtigt komme til at fylde ligeså meget som selve smerterne. I samtalen fortæller Maja åbent og ærligt om sit forløb: hvordan smerterne påvirkede hendes hverdag, hvordan det påvirkede hende ikke at kunne få en god forklaring, og hvad der skete, da hun begyndte at forstå smerterne ud fra et nyt perspektiv. Episoden handler blandt andet om, hvordan stress, bekymringer, uvished og opmærksomhed på kroppen kan påvirke smerteoplevelsen – og hvorfor smerter er virkelige, selv når der ikke findes en skade. Du får også indblik i, hvorfor smerter nogle gange kan blive ved med at fylde, selvom kroppen egentlig er robust, og hvad der kan hjælpe én videre, når man føler sig fastlåst i smerterne. Majas historie er genkendelig for mange mennesker, der oplever smerter uden en klar forklaring – og episoden giver et mere nuanceret blik på, hvad der kan ligge bag.

Et slag i baghovedet under en fodboldtræning ændrede hele Katrines liv. Ikke kun på grund af selve hjernerystelsen – men også af alt det, der fulgte efter. I ugerne og månederne efter udviklede Katrine svimmelhed, kvalme, låst nakke, lysfølsomhed, overstimulering og en følelse af at være skilt ad fra sit tidligere jeg. Hun søgte hjælp alle steder, men endte i et forløb præget af: synstræning, der gjorde hende markant værre behandlere, der sagde hendes øjne "var helt væk" advarsler om, at hun kunne "ende på førtidspension" træningsprotokoller, der triggerede mere angst end tryghed modstridende forklaringer: nakken, øjnene, spændinger, øvelser, koordinationsfejl Og midt i det hele: En familie, der prøvede at understøtte hende – men som også blev presset af hele situationen. Læs artiklen, der kan hjælpe dig som pårørende til at give en optimal støtte til den du kender med kroniske smerter: https://smertevidenskab.dk/kroniske-smerter-en-guide-til-paaroerende/ Først da Katrine fik at vide, at hun ikke længere havde hjernerystelse, og at hun i stedet var fanget i et overfølsomt alarmsystem, begyndte tingene at ændre sig. Hun lærte at: slippe hyperfokus på symptomer forstå nervesystemets rolle i langvarige reaktioner se på sine reaktioner som beskyttelse – ikke skade turde bevæge sig håndtere tilbagefald uden panik Og vigtigst: At begynde at leve igen – i stedet for at vente på "at blive rask nok". I dag arbejder og lever Katrine normalt. Hun løber, vinterbader, arbejder fuld tid og er ubegrænset i sit liv og fungerer i hverdagen. 🎧 Episoden er til dig, der har prøvet at blive værre af "behandling", eller er blevet forvirret over hvorfor du ikke som forventet får det bedre og føler dig fanget mellem forklaringer eller leder efter en vej ud af et overvældet nervesystem.

I tre år levede Andreas, 25 år og fysioterapeutstuderende, med konstante smerter i begge underarme. Han fik diagnoser som tennisalbue og seneskedehindebetændelse, prøvede blokader, laser, akupunktur, body-SDS, kosttilskud og utallige øvelser — uden varig effekt. Smerterne bredte sig til skulder, akillessene og lænd, og til sidst påvirkede det hele hans identitet, økonomi, studieliv og hverdag. Under en ferie i Malaga ramte det hele bunden: pludselig kunne han næsten ikke bevæge sine skuldre, og frygten for fremtiden fyldte alt. Det var her, han tilfældigt faldt over Smerteuniverset og lyttede sig gennem 15 afsnit på få dage. Kort efter bookede han en fem timers konsultation hos Simon. I episoden fortæller Andreas, hvordan det for første gang gjorde en forskel at blive hørt som menneske — ikke bare som et sæt symptomer. Han blev introduceret til moderne smerteforståelse og erkendte, hvor meget frygt, fokus og overbeskyttelse havde fyldt i hans liv. Vendepunktet kom, da de gik ud og trænede: En mand, der ikke havde løftet over 2 kg i årevis, startede med en 20 kg stang — og løftede senere 110 kg helt uden smerte. Det blev det øjeblik, hvor frygt blev til forståelse, og forståelse blev til handlemod. Efterfølgende trænede Andreas tungt, genvandt muskelmasse, håndterede et tilbagefald i håndleddet og kom tilbage — igen. I dag lever han uden smerter og uden begrænsninger, og han ser sin erfaring som en styrke i sit kommende virke som fysioterapeut. 🎧 Lyt med til en historie om tvivl, mod, tryghed og et alarmsystem, der kan skrues ned, når man får den rette forståelse. En episode til dig, der har prøvet "alt" uden effekt — eller som har brug for håbet om, at kroppen kan mere, end du tror.

Når smerterne i bækkenet melder sig under graviditeten, er det let at blive bange. Måske har du fået at vide, at du har bækkenløsning, at dit bækken er "gået ud af led", eller at du skal passe på for ikke at forværre det. Men er det egentlig rigtigt? I denne episode taler Simon Kirkegaard med Marie Vilman – medicinstuderende, tidligere professionel cykelrytter og mor – om, hvad forskningen faktisk viser om bækkensmerter under graviditet. Du får indsigt i: Hvad der i virkeligheden sker i kroppen under graviditet Hvorfor begrebet bækkenløsning skaber mere frygt end forståelse Hvorfor det giver langt bedre mening at kalde det graviditetsrelaterede bækkensmerter Hvordan forklaringer og sprog kan påvirke både din oplevelse, din smerte og din adfærd Hvad du kan gøre for at bevæge dig trygt og stole på kroppen igen Marie deler også sin egen rejse – fra at være bange for at ødelægge noget, til at forstå, at kroppen ikke var i stykker, men i beskyttelsesmodus. Og hvordan netop den indsigt ændrede alt. Lyt med, og bliv klogere på, hvorfor "bækkenløsning" sjældent handler om et løst bækken – men om et følsomt alarmsystem, som du kan lære at berolige. Læs også Maries artikel: Alt om bækkenløsning – og hvorfor det ikke er så farligt som de fleste tror

Gæst: Casper Nim, seniorforsker ved Rygcenter Syddanmark og adjunkt ved Syddansk Universitet Beskrivelse Manuel behandling er en af de mest udbredte behandlingsformer for smerter – men også en af de mest misforståede. Mange tror stadig, at behandleren kan "sætte noget på plads", løsne et låst led eller massere spændte muskler fri. Men hvad viser forskningen egentlig, når man skræller fortællingerne af? I denne episode taler vi med Casper Nim, der har brugt det meste af sin forskerkarriere på at undersøge, hvad der faktisk sker, når vi trykker, knækker og mobiliserer. Vi dykker ned i den biomekaniske forståelses historie – og ser på, hvordan moderne forskning har ændret vores syn på, hvad manuel behandling kan (og ikke kan). Vi taler bl.a. om: Hvorfor mange stadig tror, at effekten skyldes "noget fysisk, der flytter sig" Hvad forskningen siger om specifikke vs. uspecifikke effekter Hvorfor konteksten, forventningen og relationen betyder så meget Om det overhovedet giver mening at tale om "noget på plads" Og hvordan man stadig kan bruge manuel behandling – bare med en ny forståelse Citat fra episoden "Selvom man giver den rare eller den ikke så rare behandling, så handler effekten ofte om den forbindelse, man har til personen på briksen." – Casper Nim Kort sagt: Det her er episoden for dig, der stadig tror, at det er hænderne, der fikser folk – eller for dig, der gerne vil forstå, hvorfor de måske ikke gør det.

Da albuesmerterne ramte, blev Mia kastet rundt i systemet. Først blev det kaldt en arbejdsskade, senere fik hun diagnosen tennisalbue. En scanning viste "inflammation" og "hævelse", og hun blev tilbudt behandlinger: blokader, botox, cupping, massage og meget mere. Men selv efter alle behandlingerne blev hun ikke bedre. Faktisk endte nogle med at gøre ondt værre – som da botox lammede hendes arme i måneder. Resultatet? Mistillid til kroppen, frygt for fremtiden og en identitet i opløsning. Men historien slutter ikke dér. Mia fandt en anden vej: gradvis træning, ny viden om kroppens alarmsystem og små sejre, der byggede hendes selvtillid op igen. Fra at frygte selv små bevægelser gik hun til farmer walks med 20 kilo i hver hånd. 👉 I dag arbejder hun fuldtid som pensionsrådgiver – uden sygemeldinger på grund af smerter. Episoden stiller spørgsmålet: Virker de traditionelle behandlinger egentlig, eller kan de fastholde os i en ond cirkel? Og hvad skal der til for at finde ud igen? 🎧 Lyt med til Mias rejse og bliv klogere på, hvorfor vejen frem ofte handler mindre om sprøjter og mere om at forstå sine smerter og at genopbygge tillid til sin krop. Steroid (kortvarig effekt, dårlig/langtids-udfald) Coombes et al., JAMA 2013 (RCT, n=165, 1 års opfølgning). Kortvarig lindring af steroid, men værre kliniske udfald efter 1 år end placebo, inkl. høj recidiv (72% vs 8%). Klinisk praksis med steroid ved lateral epicondylalgi frarådes. https://jamanetwork.com/journals/jama/fullarticle/165351 Olaussen et al., BMJ Open 2013 (oversigt). Bekræfter mønstret: korttidseffekt af steroid, ingen dokumenteret langtidsgevinst; endda evidens for negativ langtidseffekt i enkelte reviews. https://bmjopen.bmj.com/content/3/10/e003564 Botox (små, korttids gevinster; ikke bedre end steroid; bivirkninger) Barreto et al., Int Orthop 2024 (meta-analyse af RCT'er, 7 studier). Reducerer smerte vs placebo ved 2–12 uger; grebsstyrke ikke bedre; langtidseffekt uklar og små studier → behov for mere forskning. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38469825/ Lin et al., AJPM&R 2010 (RCT, botox vs steroid). Steroid var bedre end botox efter 4 uger; botox gav samtidig svaghed (forbigående). https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/20625304/ Guo et al., Arch PM&R 2017 (RCT, botox vs steroid; to injektionssteder). Steroid bedre ved 4 uger (smerte/greb/PRTEE); forskelle udlignes ved 8–16 uger; ingen vedvarende overlegenhed af botox. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27816209/ Findes der en overlegen ikke-operativ behandling? – brede reviews Lapner et al., 2022 (oversigtsartikel). Manglende evidens for, at én ikke-operativ tilgang er superior til de øvrige; tidligere systematiske reviews når ikke entydige konklusioner. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35660109/ Sims et al., 2014 (systematisk review). Mange RCT'er på tværs af brace/physio/ESWT/laser/injektioner, men ingen klar "bedst i test" og ingen definitiv ikke-invasiv metode med konsistent smertelindring; tilstanden er ofte selvlimiterende over 12–18 mdr. https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/24256147/ Krogh et al., Am J Sports Med 2013 (systematisk review & netværks-meta-analyse af injektioner). Paucity of evidence til at anbefale en bestemt injektion som superior (glukokortikoider, PRP, autologt blod, hyaluronsyre m.fl.). https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/23299858/

Episode 75 – Piskesmæld, et godt liv på trods af kroniske smerter Et øjeblik ændrede alt. Et sammenstød, et piskesmæld – og pludselig var livet fyldt med smerter, behandlinger og systemets regler. I denne episode fortæller Dorte sin historie: fra håbet om at "komme tilbage til normalen", over de utallige behandlinger og kampen i systemet, til de mørke perioder, hvor hun næsten gav op. Men også om det, der blev vendepunktet: 👉 At opdage, at hun kunne meget mere, end hun troede. 👉 At slippe kontrollen og finde en ny måde at leve på. 👉 At glæden, familien og taknemmeligheden kunne fylde mere end smerterne. Det her er en fortælling om at gå fra at kæmpe mod sin krop – til at skabe et liv, hvor smerterne stadig er der, men ikke får lov til at bestemme det hele. 🎧 Lyt med til Smerteuniverset og bliv klogere på, hvordan et godt liv faktisk kan bygges, selv på trods af kroniske smerter.