
Stemmen bag Stemmen
Diskutér Stemmen bag Stemmen på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Stemmen bag Stemmen på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

“Det er dejligt at være dum.” Mads M. Nielsen har i mere end 25 år lagt stemme til nogle af tegnefilmsverdenens største, stærkeste og mest elskelige karakterer. Han er blandt andet Kronk i Kejserens nye flip, Hulk i Marvel-universet og den franske fortæller – samt et større udvalg af hysteriske fisk – i SvampeBob Firkant. I dette afsnit fortæller Mads om ved en fejl at få at vide, at han var blevet castet som både Kronk og en rolle i Lady og Vagabonden, om at være 50 kilo for let til Kronk og om at finde det helt rigtige niveau af vanvid i SvampeBob Firkant. Vi taler også om hans fortid som danmarksmester i stand-up, om den følelsesmæssigt svære indspilning af E.T., om Disney-ord, man ikke må sige, og om den danske dubbingbranches fremtid i en tid med højt tempo og kunstig intelligens. Og så afslører Mads, hvilken rolle han er mest stolt af – og hvilken Marvel-helt han stadig drømmer om at lægge stemme til. Værter: Johanne Schlünssen og Kasper Nøraa Klip og redigering: Daniel Glad

Kristian Boland har lagt stemme til nogle af de største helte, skurke og charmetrolde i dansk dubbinghistorie. Han er blandt andet stemmen bag John Smith i Pocahontas, Dimitri i Anastasia, Tulio i Vejen til El Dorado, Glitterik Smørhår i Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer, Mufasa i den fotorealistiske udgave af Løvernes Konge – og selvfølgelig Den Bestøvlede Kat. I dette afsnit besøger vi Kristian Boland til en samtale om en karriere, der begyndte i 1980’erne med en tysk tegnefilmsreklame og siden førte til nogle af de mest elskede danske tegnefilmstemmer. Kristian fortæller blandt andet om at finde Den Bestøvlede Kats særlige accent, om udfordringen ved pludselig at skulle bære en hel serie på 78 afsnit og om den enorme ærefrygt, han følte, da han skulle overtage rollen som Mufasa. Vi taler også om dubbingens udvikling fra en tid, hvor replikkerne skulle rammes næsten perfekt under optagelsen, til nutidens hurtigere produktioner. Og Kristian fortæller om den katastrofale optagelse af Pocahontas, hvor et lynnedslag fik en hel times minutiøst arbejde til at forsvinde. Undervejs quizzer vi ham i hans egne replikker og stiller jeres spørgsmål om blandt andre Hawk Moth, Glitterik Smørhår, Tulio og Den Bestøvlede Kat. Værter: Johanne Schlünssen og Kasper Nøraa Klip og redigering: Daniel Glad

Silja Okking er musiker, tv-vært, forfatter, skuespiller og cirkusartist – men i dette afsnit handler det om hendes liv bag mikrofonen. Hun fortæller om sin vej ind i dubbingbranchen, om nervøsiteten ved at stå alene i boksen og om glæden ved at give stemme til karakterer, der kan gøre en forskel for børn og unge. Særligt rollen som Rapunzel kom til at betyde mere, end Silja havde forestillet sig. Under indspilningerne fik hun en besked, hun havde haft brug for at høre hele sit liv: Hun måtte godt træde frem, tage sin plads og være en Disney-prinsesse. Vi taler også om hendes begejstring for at spille Captain Marvel, hendes tætte forhold til Chris Hemsworth – i hvert fald på Instagram – og den rolle i Encanto, som hun stadig er ked af, at hun ikke fik. Undervejs forsøger Silja at genkende nogle af sine egne karakterer i vores karakterquiz, og vi kommer omkring roller fra blandt andet To på flugt, What If…?, Paw Patrol, My Little Pony og Trolls. Derudover efterlyser Silja hjælp fra lytterne: Hvor kan hun finde den danske version af serien Best Bugs Forever, hvor hun lagde stemme til Pebble Dash? Værter: Johanne Schlünssen og Kasper Nøraa Klip og redigering: Daniel Glad

Skuespiller Özlem Saglanmak har i næsten to årtier lagt stemme til nogle af de mest elskede og slagkraftige karakterer i animationsverdenen. Hun er den danske stemme bag blandt andre Ahsoka Tano fra Star Wars, Judy Hopps fra Zootropolis, Astrid fra Sådan træner du din drage, Marceline fra Adventure Time, Timmy Turner fra De Fantastiske Fehoveder og Klokkeblomst. I dette afsnit fortæller Özlem, hvordan et dubbingkursus på skuespillerskolen blev begyndelsen på en lang karriere bag mikrofonen – og hvorfor der ifølge hende stadig bor en lille 12-årig dreng i hende. Vi taler om kunsten at ramme både følelser, mundbevægelser og timing på én gang, om de fysisk krævende hæse drengestemmer og om friheden ved at kunne spille alt fra en lille dreng til en vampyrdronning uden at blive typecastet på sit udseende. Özlem fortæller også om at vende tilbage til Ahsoka efter mange år, om glæden ved at spille karakterer, der er sejere end hende selv, og om overgangen fra det forholdsvis usynlige dubbingarbejde til en prisbelønnet karriere på film, tv og teater. Undervejs bliver hun udfordret i en karakterquiz, hvor hun skal genkende sine egne roller ud fra enkelte replikker. Og så taler vi om AI, udviklingen i dubbingbranchen og frygten for en fremtid, hvor de menneskelige stemmer risikerer at forsvinde. Værter: Johanne Schlünssen og Kasper Nøraa Klip og redigering: Daniel Glad

I dette afsnit af Stemmen Bag Stemmen har vi besøg af Martin Miehe-Renard – en sand historiefortæller, der har sat sit aftryk på flere generationers barndom. For mange er han stemmen bag nogle af de helt store 80’er- og 90’er-figurer: He-Man, Shredder, Jens Lyn og mange flere. Men Martin er også manden bag en lang række danske julekalendere, ikke mindst Pyrus-universet, hvor hans fortællerstemme for længst har skrevet sig ind i dansk jule-nostalgi. I samtalen kommer vi omkring hans tidlige dubbingarbejde i Adapter, de vilde dage med Ninja Turtles, arbejdet med at spille flere karakterer i samme scene, hans opvækst i en cirkusfamilie, hans far Louis Miehe-Renard, kærligheden til reklamer, julens magi og hvorfor historier betyder så meget for os mennesker. Og så får vi selvfølgelig også en vaskeægte stemmequiz, hvor Martin forsøger at gætte sine egne roller – med overraskende mange stemmer stadig siddende i kroppen. En samtale om stemmer, fantasi, cirkusblod, julekalendere, dubbinghistorie og kunsten at fortælle gode historier. Værter: Johanne Schlünssen og Kasper Nøraa Klip og redigering: Kasper Nøraa

I dette afsnit af Stemmen bag Stemmen får vi besøg af skuespiller og stemmeskuespiller Alexandre Willaume. De fleste kender ham fra internationale film og serier som The Wheel of Time, 1899, The Last Kingdom og Tomb Raider, men for danske animationsfans er han også stemmen bag nogle af de mest populære karakterer fra de seneste mange år. Vi taler blandt andet om rollen som Batman – en karakter han har lagt stemme til gennem adskillige produktioner – men også om Flynn Rider i To på flugt, Megamind, Knuckles fra Sonic-universet, Hr. Slange fra Bad Guys og mange flere. Alexandre fortæller om sit første møde med dubbingbranchen, hvorfor han stadig elsker at stå i dubbingstudiet efter alle disse år, og hvordan arbejdet med stemmer faktisk har gjort ham til en bedre skuespiller. Vi kommer også omkring musik, stand-up, kreativitet og de karakterer, han stadig drømmer om at få lov til at spille. Derudover bliver Alexandre udfordret i vores karakterquiz, hvor han skal gætte sine egne roller ud fra en række replikker. God fornøjelse! Værter: Johanne Schlünssen og Kasper Nøraa Klip og redigering: Kasper Nøraa

Hvordan bliver man stemmen bag nogle af de største animationskarakterer i nyere tid? Og hvordan føles det egentlig at overtage en ikonisk rolle som Genie efter Preben Kristensen? I dette afsnit af Stemmen Bag Stemmen har vi besøg af skuespiller, musicalperformer og dubbingstjerne Pelle Emil Rex Hebsgaard. Vi taler blandt andet om: • Vejen ind i dubbingbranchen gennem musicalen Aladdin • Rollen som Genie – både på scenen og i live action-versionen af Aladdin • At lægge stemme til Sonic, Hector i Coco, Eurovision, Big Hero 6 og meget mere • Hvordan improvisation blev hans største styrke • Hvorfor Coco er den rolle, der sidder dybest i ham • Presset ved at arbejde med Disney • Hvor svært dubbing egentlig er • Stemmer, accenter og karakterarbejde • Circus Summarum, familieliv og livet som freelancer Derudover udsætter vi Pelle for vores karakterquiz, hvor han skal gætte sine egne roller – og det går mildest talt ikke stille for sig. God fornøjelse! Værter: Johanne Schlünssen og Kasper Nøraa Klip og redigering: Kasper Nøraa

Rasmus Hammerich fortæller om 20 år i dubbingbranchen, om rollen som Chief Bogo i Zootropolis, Black Panther, Nick Fury, Optimus Prime og Garrett i Minecraft-filmen – og om alt det usynlige stemmearbejde, man aldrig tænker over, fra dødslyde til telefonstemmer. Et afsnit om timing, teknik, humor, vilde karakterer og glæden ved at lege med stemmen.

Simon Stenspil har lagt stemme til alt fra Pelikanen i Rasmus Klump, Cole i Ninjago, Rafael i Teenage Mutant Ninja Turtles, Piranha i The Bad Guys, Sonic og Trobadurix i Asterix & Obelix – men vejen ind i dubbingstudiet var ikke helt ligetil. I dette afsnit fortæller Simon ærligt og hylende morsomt om at være ordblind i en branche, hvor man konstant får stukket nye manuskripter i hånden, om at vokse op omkring Eventyrteatret, om søsteren Cecilie Stenspil som forbillede – og om hvorfor det stadig er noget af det sjoveste i verden at gå ind i et studie og lege med stemmer. Vi taler også om Badehotellet, The Last Kingdom, Disneys juleshow, stemmeknuder, vilde råberoller, hans nye motorsportsprojekt Speeder – og så tester vi, om han selv kan genkende nogle af sine mest ikoniske replikker.

Jette Sophie Sievertsen – stemmer, skuespil og en livslang legeplads Hvordan går man fra Aarhus Teater til en karriere med mikrofonen som legeplads? I dette afsnit af Stemmen bag Stemmen møder vi Jette Sophie Sievertsen, der i årtier har været en markant stemme i den danske dubbingbranche. Vi taler bl.a. om: • vejen ind i dubbing – og gennembruddet efter et kursus med Lars Thiesgaard • arbejdet som både skuespiller, instruktør og stemmeskuespiller • teknikken bag at skabe forskellige stemmer og karakterer • udfordrende roller – bl.a. i Star Wars: The Clone Wars • AI, stemmerettigheder og at høre sin egen stemme uventede steder Vi dykker også ned i dubbingens udvikling, arbejdet med synstolkning og den særlige glæde ved at skabe karakterer – både i studiet og i hverdagen. 🎧 Lyt med og kom helt tæt på en af branchens mest erfarne stemmer.

I dette afsnit af Stemmen bag Stemmen har vi besøg af Thea Iven Ulstrup, som har været en del af den danske dubbingbranche i mere end 25 år. Thea fortæller om sin vej ind i stemmeskuespil som barn, om at vokse op med mikrofoner, teater og tegnefilm – og om hvorfor dubbing stadig føles som et kreativt fristed ved siden af hendes arbejde som psykolog. Du kender hendes stemme fra en lang række populære animationsfilm og serier, bl.a. som Prinsesse Sukkermos i Eventyrtid, Chihiro i Chihiro og heksene, Darla i Find Nemo, Starfire i Teen Titans og Ginny Weasley i Harry Potter. I samtalen taler vi også om livet i dubbingstudiet, om at miste roller til kendte skuespillere i biograffilm, om frygten for AI i stemmearbejde – og om hvordan en stemme kan blive en del af flere generationers barndom. ---

Hvordan føles det at høre sin egen stemme i en Pixar-trailer – før man overhovedet har fået rollen? I dette afsnit af Stemmen bag Stemmen har vi besøg af Clara Morild Marckmann, der lægger stemme til hovedrollen som Mabel i Pixars nye animationsfilm Mission: Bæver. Hun fortæller historien om, hvordan hun gik fra trailerstemme til filmens hovedrolle – og om det intense arbejde med at dubbe en stor biograffilm. Vi taler også om at vokse op i en dubbingfamilie, om forskellen på tv-dubbing og biograffilm, om det fysiske arbejde foran mikrofonen – og om ønsket om at blive en stemme, som børn husker. Derudover tester vi Claras viden om klassiske animationsfilm i vores (liiidt for lette) tegnefilmsquiz. 🎬 Mission: Bæver vises i danske biografer nu.

I dette afsnit af Stemmen bag Stemmen har vi besøg af skuespiller Cecilie Stenspil. Du kender hendes stemme fra nogle af de mest populære animationsfilm og serier – bl.a. som Rapunzel i To på flugt, Glæde i Pixars Inderst Inde og Azula i Avatar. Cecilie fortæller om sin vej ind i dubbingbranchen som barn, hvordan arbejdet i studiet har udviklet sig siden de analoge spolebånd, og hvorfor stemmearbejde stadig føles som et kreativt fristed for hende. Vi taler også om hendes arbejde med motion capture og stemmeskuespil i Assassin’s Creed, om karakterarbejde, dubbinginstruktion og om hvordan stemmer fra tegnefilm kan blive en del af folks barndom. Et afsnit om stemmeskuespil, dubbing, animation – og kærligheden til at fortælle historier. ---

Hun har stået på landets største scener. Hun har bevæget os foran tv-skærmen. Og hun har – uden at vi nødvendigvis tænkte over det – været stemmen i nogle af de mest følsomme øjeblikke i moderne animationsfilm. Dagens gæst er ingen ringere end vidunderlige Anette Støvelbæk. Hun fortæller om vejen ind i dubbing, om den første store oplevelse med Find Nemo, hvor hun blev inviteret ind at se filmen før premieren – og om hvordan det føltes at blive “spist meget hurtigt” 🐠 Anette fortæller desuden om: 🔹 At lægge stemme til Rileys mor i Inderst Inde – og fælde en tåre midt i en dubbing-session 🔹 At spille med hele familien i Into the Spider-Verse (og skulle tale spansk uden at kunne spansk) 🔹 At forfine overspillet live action i fx Violetta og hvordan danske instruktører kan løfte et produkt markant 🔹 Kærligheden til rolige, respektfulde børneproduktioner - og modstanden mod det evigt skingre tempo 🔹 At være helt tavs i 14 dage efter en stemmeoperation og om frygten for ikke at kunne bruge stemmen igen Og så deler hun den smukke tanke om, at hendes stemme måske en dag kan være en tryghed i nogens barndom – ligesom stemmerne fra hendes egen barndom var det for hende. 🎧 Du finder afsnittet der, hvor du normalt hører podcasts. PS: Kernelytteren vil bemærke noget nyt i dagens episode. Spørgsmålet er derfor, om du er kernelytter nok af landets bedste podcast? Skriv dit svar i kommentarfeltet, hvis du lagde mærke til det 🎸 ----

Så blev det endelig onsdag igen! Og denne gang har vi besøg af en stemme, du næsten ikke kan undgå at have hørt, hvis du har haft dit tv tændt i løbet af de seneste 20 år. Stemmen tilhører Malte Milner Find. Malte startede med at dubbe som 11-årig – og i dag, over 20 år senere, er han en af de mest brugte stemmer i branchen. Du har måske hørt ham som: 🎧 Jeremy i Phineas & Ferb 🧁 Otto i Kaptajn Underhyler 👟 Bobby i K-Pop Demon Hunters 🔦 Finn i LEGO Star Wars og mange, mange flere. I samtalen taler vi om: 🔹 At vokse op med dubbing og om, hvordan det hele startede 🔹 Hvorfor han elsker skæve karakterer og hurtige replikker 🔹 Hvilken serie der fik ham til at græde i klipperummet 🔹 Hvorfor danske stemmer kan ændre en hel karakter 🔹 Og hvorfor flere voksne burde se animation på dansk Malte deler både teknisk indsigt, anekdoter og kæmpe kærlighed til sit fag – og vi kommer både omkring fjertetærter, tatoveringer og TikTok-hits. Du lytter til podcasten, der hvor du plejer - god fornøjelse