Diskutér Socialt Indblik på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.
Overgreb begået mod børn kan trække dybe spor ind i livet. Særligt hvis overgrebet først bliver opdaget lang tid efter, de er begået. Det fortæller Kirsten Trans. Hun er direktør i foreningen Fefeo, sociolog, socialrådgiver og psykoterapeut, og hun har i mange år arbejdet med børn, unge og voksne berørt af seksuelle overgreb. I tredje og sidste episode af miniserien "Nogen burde have set det" fortæller hun om de senfølger, som kan ramme mennesker, der har været udsat for overgreb som barn. Ifølge Kirsten Trans kan senfølgerne antage mange former, som kan være svære at få øje på, hvis ikke de fagprofessionelle er i stand til at tolke signalerne og tage samtalen om overgreb – også mange år efter. Lyt med og hør, hvordan senfølger kan vise sig selv mange år efter et overgreb. Hør om den samtalemodel, som kan hjælpe til at tage den svære samtale om overgreb. Og hør Kirsten Trans’ budskaber om, at denne viden skal være obligatorisk – og at det kræver en politisk handling. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg. Udgivet af Socialt Indblik.
Sarah Liv var som 11-årig en glad pige. Det gik godt i skolen. Hun havde venner og var glad. Men pludselig ændrede hun sig. Hun blev indadvendt, hun sov ikke og var træt, hun legede ikke med de andre børn og viste tydelige tegn på mistrivsel. I dag forstår hun ikke, at ingen så eller reagerede på de tydelige tegn, der var på, at hun blev udsat for seksuelle overgreb. Det fortæller Sarah Liv Vangsgaard Winge, der i dag er 36 år. I anden episode af miniserien "Nogen burde have set det" fortæller Sarah Liv sin egen historie. Det er en historie om at blive udsat for overgreb som barn, men hvor de vigtigste systemer omkring hende – først familien og derefter psykiatrien – svigtede hende eller gjorde ondt værre. Sarah Livs historie fortæller, hvad der sker, når signalerne hos det lille barn ikke bliver set, og hvor meget det kan ødelægge for et menneske. "Der var masser af tegn på, at noget var forandret, da jeg blev udsat for overgreb. Men ingen så de tegn, eller ingen reagerede på dem," siger Sarah Liv. Som 16-årig finder hun endelig mod til at fortælle det. Hun fortæller først til sin kæreste og derefter til sine forældre. Hendes far tager det seriøst og anmelder det til politiet. Men så møder hun familiens tabu. I dag har Sarah Liv fået den rette hjælp, der anerkender de senfølger, som hun lever med efter overgrebet og de mange år uden hjælp. Men hun lever med PTSD og flere autoimmune sygdomme. Hun har et klart budskab til både de fagprofessionelle omkring børnene og psykiatrien. Lyt med og hør, hvad det er. Hør, hvordan Sarah Liv endelig fik den rette hjælp, hvad hun ville have ønsket at de voksne omkring hende havde sagt til den 11-årige Sarah Liv. Og hør hvordan det først bliver muligt at hele, når man møder en fagperson, der forstår, at reaktionerne er helt normale. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik Lyt også til Sarah Livs egen podcast Forbandet barndom.
Alt for mange børn, der udviser tegn på, at de er udsat for overgreb, bliver overset. Ingen ser børnenes signaler. Eller ingen reagerer på dem. Det fortæller Kirsten Trans. Hun er direktør i foreningen Fefeo, der arbejder for, at både børn, unge og voksne, der er berørt af seksuelle overgreb, får støtte og behandling. Og hun er sociolog, socialrådgiver og psykoterapeut, og har i mange år arbejdet med børn, unge og voksne berørt af seksuelle overgreb. "Problemet er, at de fagprofessionelle mangler viden til både at tolke børnenes signaler og til at tage den indledende samtale," siger hun. I en ny miniserie "Nogen burde have set det" sætter Socialt Indblik spot på ét af de største tabuer. Overgreb begået mod børn. Statistikken fortæller, at 8-10 procent af danske børn udsættes for seksuelle overgreb inden de fylder 18. Det betyder, at der i hver skoleklasse statistisk set sidder ét til to børn, som har været udsat for overgreb. Men alt for få af disse overgreb bliver nogensinde opdaget. Ikke fordi børnene ikke signalerer, at noget er galt, men fordi de voksne omkring dem ifølge Kirsten Trans mangler både viden og et fagligt sprog til at se og handle på signalerne. Kirsten Trans beskriver, hvordan børn forsøger at fortælle gennem adfærdsændringer. Det kan være tilbagetrækning, manglende glæde, overvoksen adfærd, aggression, koncentrationsbesvær. Lyt med og hør, hvorfor manglende viden gør det så svært at se barnets forsøg på at fortælle – selvom signalerne er der hele tiden. Hør, hvilke signaler du skal lægge mærke til. Hør, hvordan det stærke tabu kan gøre det svært at handle på bekymringer. Og hør, hvad der skal til for, at fagprofessionelle bliver parate til at se, tro og handle, når et barn viser tydelige signaler om noget, nogen burde se. I seriens næste afsnit fortæller Sarah Liv Vangsgaard Winge sin egen historie. Hun viste tydelige tegn på begyndende mistrivsel som 11-årig, da hun blev udsat for overgreb. Men ingen så de tegn. Eller ingen greb ind over for de tegn. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik.
”Løsningerne ligger ude i de institutioner, alle mennesker skal igennem i løbet af et normalt liv. Det er først og fremmest vuggestue, børnehave og skole.” Det fortæller Kasper Fisker, der som kriminolog er ekspert i forebyggelse. Ifølge ham har vi den viden, der skal til for at forbygge mere vold begået af børn. Men han frygter, at panikløsninger, der griber til hårde straffe og sanktioner, kan føre til endnu mere vold begået af børn. Debatten om vold begået af børn er blevet aktuel efter Berlingske har bragt en række tal, der indikerer at markant flere børn begår vold. Ifølge tal trukket af Danmarks Statistik er antallet af sager, hvor 10-14-årige børn er mistænkt af politiet for vold, steget fra 449 til 804 i perioden 2018-2024. Altså næsten fordoblet. Men tallene skal tages med forbehold, fortæller Kasper Fisker. Han peger på, at der med oprettelsen af Ungdomskriminalitetsnævnet bliver registreret flere voldssager begået af børn, og derfor vil en stigning i tallene alene af den grund være forventet. Det kan dog ifølge Kasper Fisker ikke forklare hele stigningen. Noget tyder på, at flere børn reagerer med vold, og den stigning passer ifølge Kasper Fisker med andre tendenser blandt børn og unge.For når man som kriminolog ser efter tegn på, hvad der kan øge volden, er det de samme tegn på mistrivsel, som også kan skabe skolefravær, selvskade og andre psykiske lidelser. Og her frygter Kasper Fisker, at pressede kommuner og skoler skaber trange vilkår for forebyggelsen. Lyt med og hør, hvad der øger risikoen for mere vold blandt børn, hvordan vi kan forebygge, hvorfor en hård konsekvens ikke virker, og hvorfor en overdosering af tiltag kan gøre problemet værre. Kasper Fisker er er kriminolog med speciale i forebyggelsesteknik. Han er leder af Den Kriminalpræventive Enhed (DKE) og medlem af Kriminalitetsforebyggelseskommissionen, og så er han forfatter til bogen Det kriminalpræventive styresystem. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg. Udgivet af Socialt Indblik.
”Smid maskerne og vis, hvem I er.” Det var en beboer på det socialpsykiatriske botilbud Lindevang, der sagde de ord til personalet. Netop det at smide maskerne og vende op og ned på magtforholdet er en vigtig del af arbejdet på Lindevang. Og det er det, du kan høre om og være en del af i dette lidt anderledes podcastformat. Forstander på Lindevang Charlotte Aagaard og konsulent Helle Gaarn taler med Yael Schade, der har fået rollen som interviewer. Hun bruger sine erfaring fra langvarige indlæggelser i psykiatrien og selv at have boet på botilbud i flere perioder. "Beboerne skal have noget ud af at være her, og de eneste, der ved, om de får noget ud af det, er dem selv," siger Charlotte Aagaard om, hvorfor hun mener, at Lindevangs eksistensberettigelse hænger sammen med, at beboerne bliver spurgt – og lyttet til. På Lindevang er rollerne på mange måder byttet om. Her er beboerne med på personalets kurser, de er med på strategidage, og hvis de vil, er de selv med til at skrive dokumentationen. "Vi taler meget om, at her vi støtter ikke borgerne, eller vi gør ikke ting med borgerne eller for borgerne, men at vi samarbejder," fortæller Charlotte Aagaard. Yael Schade har som beboer på botilbud og patient i psykiatrien prøvet både at blive inddraget og ikke inddraget. Men hun husker selv, at det værste er, når personalet foregiver, at de vil lytte, men alligevel ikke handler på det. Hvordan de har arbejdet med at skabe reel inddragelse af beboerne på Lindevang og ikke pseudoinddragelse – som de selv kalder det – kan du høre om i samtalen. Og efter samtalen kan du være med i en bevidning, som er én af de metoder, de anvender på Lindevang. Interview: Yael Schade Tilrettelæggelse og redigering: Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik
"Der findes ikke to ens mennesker i verden. Og alligevel kun to slags. De trygge og de utrygge." Sådan skriver børne- og ungdomspsykiater Pernille Darling i sin bog ”Tryghed & tilknytning – samfundets glemte byggesten”. I en samtale på Folkemødet uddybede Pernille Darling behovet – og fraværet – af tryghed sammen med psykolog Dorthe Birkmose og lærer og ekspert i skolefravær Anne Vestergaard. Pernille Darling ser stabile relationer som selve fundamentet for menneskers udvikling. Derfor bekymrer det hende, at så mange børn i dag vokser op med et utal af skiftende voksne omkring sig. Helt fra vuggestuealderen oplever børn, at de voksne omkring dem konstant skifter, og at de trygge, langvarige relationer er få. "Jeg prøvede at tælle, hvor mange voksne min søn skulle forholde sig til, fra han startede i vuggestuen til han startede i skolen. Og det var over 100," fortæller Pernille Darling. Psykolog Dorthe Birkmose peger på, at mønstret gentager sig hele vejen gennem velfærdssamfundet. "Det er, som om vi har glemt, at det hele står og falder med vores evne til at skabe en tryg relation. Og det handler jo ikke om at få flere ressourcer, eller få flere ansatte, eller få flere penge i budgetterne." Lærer og skolefraværsekspert Anne Vestergaard er én af dem, der har mødt mange af de børn og unge, som er faldet ud af skolefællesskabet. Hun har set konsekvenserne af de mange skift og den manglende tryghed. Og hun har arbejdet med langsomt at genopbygge tilliden til, at nogle rent faktisk vil børnene. "Der er rigtig mange børn, der smækker døren i og siger, ”Fuck dig, skrid, jeg gider ikke dig”. Så bliver man ved at komme igen og komme igen og komme igen og sige, ”men jeg vil rigtig gerne dig”. Og på et tidspunkt begynder de at åbne døren og tænker, hov, der er faktisk en, der gerne vil mig." Lyt til en samtale om, hvorfor vores velfærdssystem – fra daginstitution til skole, hjemmepleje og sagsbehandling – er bygget op om en funktion frem for relationer, og hvad der skal til for at skabe tryghed igen. Udgivet af Socialt Indblik Tilrettelagt af Niels Svanborg Samtalen er optaget live på Folkemødet 2026.
"Hvis jeg ikke kan finde ud af, hvad det her handler om, så ved jeg jo ikke, hvad er det, jeg har behov for?" Sådan beskriver Anne-Mette Sohn Jensen konsekvensen af at leve med alexitymi. Et ord som de færreste nok kender, men som rummer en lang række vigtige svar, hvis vi bliver klogere på begrebet. Alexitymi er en tilstand, hvor følelserne er der, men ordene for dem mangler. Man kan ikke identificere følelsen, så dybest set ved man ikke, om man er vred, ked af det eller måske i virkeligheden glad."Der er også nogen, der kalder det sådan en følelsesblindhed," siger Anne-Mette Sohn Jensen om tilstanden, hvor man godt kan mærke, at der er en følelse til stede, men ikke kan oversætte den til ord. Foruden at være uddannet pædagog og cand.pæd. i pædagogisk psykologi er Anne-Mette Sohn Jensen forfatter til flere bøger, blandt andet "Den pædagogiske redskabsbog" og "Omsorgstræthed – syv forebyggende principper". Hun har for nylig holdt oplæg om alexitymi på Autismeforeningens konference SIKON. For hvor mellem 10 og 13 procent af den almene befolkning har alexitymi, ligger tallet blandt mennesker med autisme mellem 40 og 50 procent. Det er en viden, der kan være afgørende for, at mennesker med autisme bliver mødt og forstået rigtigt. Anne-Mette Sohn Jensen peger samtidig på, at konsekvenserne kan række langt ud over den enkelte relation. "Der er masser af risici forbundet med det her. Der er sammenhænge med for eksempel misbrug og rusmidler, fordi det kan være en måde at dulme følelser på. Anoreksi og bulimi kan også være en måde at forholde sig til – eller ikke forholde sig til – sine følelser på," siger Anne-Mette Sohn Jensen. I podcasten fortæller hun, hvordan fagpersoner kan bruge viden om alexitymi i mødet med borgere uden at presse dem til at tale et følelsessprog, der ikke giver mening for dem. Lyt med og hør, hvorfor evnen til at sætte ord på det, vi mærker, betyder mere, end vi tror – og hvordan man som fagperson kan møde mennesker, der har svært ved det. Omkring 19.15 minutter inde i afsnittet gennemgår Anne-Mette Sohn Jensen en kort test med seks spørgsmål, som kan give et fingerpeg om, hvor man selv ligger på alexitymi-skalaen. Test dig selv, mens du lytter. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg Udgivet af Socialt Indblik
Hvad sker der, når medarbejdere på et børne- og ungehjem begynder at skrive til børn og unge – i stedet for om dem? Og hvordan kan sproget både være med til at skabe et værn mod forråelse og forme børn og unges selvforståelse? Det fortæller socialpædagog og afdelingsleder Lukas Nicholson, der på børne- og ungehjemmet Mervib har været med til at ændre måden, medarbejderne dokumenterer på. Her skriver de til børnene – ikke om dem. Antropolog og lektor Mette Larsen har gennem en årrække forsket i skriftlighed i socialt arbejde og er forfatter til bogen ”Blikke for dem, du skriver om”. Hun fortæller, hvorfor hun mener, at sproget ikke bare beskriver virkeligheden, men også er med til at forme børns selvforståelse og relationen mellem børn og fagprofessionelle. Samtidig giver hun en række konkrete råd til, hvordan socialrådgivere, socialpædagoger og plejefamilier kan arbejde mere bevidst med deres dokumentation. "Tænk, hvis det var vores egne børn, der hver eneste dag blev skrevet om," siger hun i podcasten. For Mette Larsen begynder den vigtigste forandring ikke med nye skabeloner eller regler, men med en ny opmærksomhed. "Det allervigtigste er at skabe opmærksomheden på, at det, jeg skriver lige nu, faktisk kan blive læst af den person, jeg skriver om." Lukas Nicholson fortæller om, hvordan de på Mervib omsætter tankerne til praksis ved at skrive direkte til børnene, inddrage dem i dokumentationen og arbejde med et sprog, der styrker relationen frem for at skabe afstand. De er blandt andet inspireret af de ni skriftlighedsprincipper, som Mette Larsen har udviklet. "Man skal være varsom med sine ord. De har magt," siger han. Lyt til en samtale om skriftlighed – og om, hvordan både forskning og praksis kan inspirere til en ny måde at dokumentere arbejdet med børn og unge på. Lyt også til interviewet ”Jeg kan godt få ondt af den Line, der er beskrevet i de papirer.” Interview med Line Andreasen til Socialt Indblik Live Tilrettelæggelse: Niels Svanborg, Udgivet af Socialt Indblik.
"Hele mit liv har jeg følt, at jeg ikke hørte til nogle steder. At jeg ikke var noget værd.” Først for få år siden begyndte Peer Balken at tro på, at han som menneske var noget værd. At det, han havde været udsat for som anbragt, ikke var i orden. At nogen skulle sige undskyld for det svigt, som Peer og andre havde været udsat for. Det blev livsforandrende. Det blev frisættende. I sidste uge kunne 71-årige Peer så kalde sig forfatter, da han ved et arrangement på Danmarks Forsorgsmuseum blev fejret for udgivelsen af bogen ”Mit liv som svingdørsbarn”. Per Balken blev anbragt dagen efter sin fødsel, og i løbet af sin barndom og ungdom er han anbragt på mindst 26 forskellige steder. Nogle steder er han kort tid, andre steder er han i længere tid. Og ind i mellem hjemme i korte perioder. Det var et børneliv med vold og overgreb. Men det var også et børneliv, hvor fantasien blev en vej ud. Helt fra barnsben har Peer skrevet og tegnet, og hans nye bog er en samling af fortællinger, fabuleringer og poesi, som leder læseren ind i en verden, som er hård, konfronterende og fuld af livskraft. Peer Balken har levet et liv, hvor han har skulle kæmpe for at finde sin plads og berettigelse. Et liv med misbrug og lange perioder som hjemløs. Men det er først i 2005, at Peer som 50-årig forstår betydningen af børne- og ungdomslivets vold og overgreb. Han ser en tv-dokumentar om institutionen Godhavn, hvor han selv havde været anbragt. Og han forstår, at det, han har været udsat for, har andre også oplevet. Og siden bliver kampen for en undskyldning en stor og meget betydningsfuld del af hans liv. ”Så det er jo en forløsning i dag. At man lige pludselig kan tro på sig selv. Du er sgu noget værd. Du kan godt," siger Peer Balken. Lyt til interview med Peer Balken. Hør om et liv som svingdørsbarn, hvad det kostede ham, og hvordan det blev livsforandrende, da han blev en del af kampen for en officiel undskyldning for de ting, han og andre blev udsat for på Godhavn. Og hør Peer læse op af sin bog og fortælle om sin glæde ved sproget, poesien og fantasien. Tilrettelæggelse og interview: Niels Svanborg. Foto: Andreas Benthien Vil du købe bogen? Du kan købe bogen på Danmarks Forsorgsmuseum. Bogen er klar til salg til museets gæster fra uge 28. Hvis du ikke kan vente med at få fat i et eksemplar af bogen, så kan du bestille et eksemplar direkte hos Peer. Det gør du ved at sende en mail til Peer på pehb@peerbalken.dk Prisen er 150 kr. for bogen + porto til forsendelse.
"Vi bliver nødt til at forholde os til de børn, der er der – og ikke de børn, vi gerne ville have, der skulle være der." Sådan siger Anne-Mette Sohn Jensen i denne samtale fra Folkemødet, hvor hun sammen med psykolog Dorte Birkmose diskuterer børnesyn, afmagt og den aktuelle debat om magtanvendelser i skolen. "Når jeg siger, at jeg har prøvet alt, så tror jeg, at jeg har prøvet alt. Fordi jeg kan ikke finde på mere," siger Dorte Birkmose, der peger på, at følelsen af at have udtømt alle muligheder ofte handler om de voksnes afmagt – ikke om barnet. Samtalen tager afsæt i spørgsmålet: Hvad gør vi, når vi oplever, at et barn ikke reagerer på det, vi gør? Er svaret mere styring, flere konsekvenser og lettere adgang til magtanvendelser? Eller skal vi insistere på at lede efter nye veje? "Det handler ikke om børnene. Det handler om jer," siger Anne-Mette Sohn Jensen om de professionelles ansvar og handlemuligheder. Begge advarer mod udviklingen, hvor fysisk magt i højere grad bliver en del af værktøjskassen. "Vi har svensk forskning, som viser, at jo mere man lemper reglerne for lovlige fysiske magtanvendelser, desto flere ulovlige fysiske magtanvendelser vil det faktisk føre med sig," siger Dorte Birkmose. Lyt til en samtale om afmagt, ansvar og håb – og om, hvorfor vi aldrig skal sige, at vi har prøvet alt. Optaget live på Folkemødet. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg. Udgivet af Socialt Indblik.
"Hvis velfærd hele tiden er mere, så har vi simpelthen gravet vores egen grav. Så er det slut med et solidarisk, universelt dansk velfærdssamfund." Sådan siger forsker og lektor Susanne Ekman i denne samtale fra Folkemødet om forventningskrise, giftig gæld, moralsk stress og et velfærdssystem, der står foran et potentielt kollaps. Sammen med psykolog Rikke Høgsted diskuterer hun, om vi har bygget et velfærdssamfund på løfter, som ikke længere kan indfries.For hvad sker der, når borgerne får mere velfærd stillet i udsigt, end systemet kan levere? Rikke Høgsted fortæller, hvordan det slider på medarbejderne i frontlinjen, når de hver dag må stå på mål for løfter, der ikke er dækning for. Susanne Ekman sammenligner udviklingen med finanskrisens giftige gæld, hvor det ene lån skulle finansiere renterne på det andet. Hun advarer om, at vi har skabt et system, hvor løfterne til både borgere og medarbejdere er kommet længere og længere væk fra de ressourcer, der skal indfri dem. "Vi har simpelthen aflært evnen til at lukke muligheder og vælge fra." Rikke Høgsted efterlyser en samtale om både prioriteringer og de tab, som hun mener er uafværgelige. "Vi er nødt til sammen, kollektivt, at sørge over, at det ikke er muligt længere." Lyt til en samtale, som du måske helst vil lukke ørerne for. Men som Rikke Høgsted og Susanne Ekman mener, at vi er nødt til at tage, hvis ikke velfærdssystemet skal bryde sammen under vægten af sine egne forventninger. Optaget live på Folkemødet. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg. Udgivet af Socialt Indblik.
"Mennesker med handicap åbner jo ikke bare døre for hinanden. Altså vi åbner jo døre for menneskeheden, fordi alle mennesker kan jo møde handicap igennem livet." Det sagde Olivia Dahl i en samtale på Folkemødet, der handlede om, hvordan vi som samfund ser på handicap, hvad vi alle får ud af at se handicap som andet end noget, der er galt med den enkelte, og hvorfor vi aldrig ser mennesker med handicap i medier, film og kulturliv – undtaget når det handler om handicap. Olivia Dahl er sociolog og har netop afleveret sin ph.d.-afhandling Fra outsider til crip. Og i samtalen forklarer hun om cripteorien, og hvordan den også ændrede hendes eget syn på handicap og sig selv. Pludselig åbnede der sig nemlig en verden af nye måder at forstå handicap på – ikke som en medicinsk fejl, men som noget samfundet skaber. Det fik Olivia til at tænke: "Hvorfor er der ingen voksne, der har lært mig om det her?" Og det ansporede hende til hendes Ph.d., hvor hun blandt andet indsamlede empiri gennem et poesiværksted, hvor deltagerne gennem arbejdet med poesi fik et fælles sprog om erfaringer, de normalt bar alene – og om hvorfor det ikke kun er mennesker med handicap, der ville vinde noget ved at se verden anderledes. Hør om Olivias Dahls forskning, og hvordan ”Fra outsider til crip” angår alle i samfundet. Optaget live på Folkemødet. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg. Udgivet af Socialt Indblik Få vores nyhedsbrev
"Magtanvendelse og pædagogik har intet med hinanden at gøre. Det er, når pædagogikken ikke slår til, at der kan komme en situation, der ender med magt." Det sagde Tore Kargo i samtalen med Kim Mike Jensen og Dorthe Birkmose, da vi på Folkemødet stillede spørgsmålene: Hvad skete der, da Kim blev udsat for magtanvendelser på et botilbud? Hvad gik der forud, da Tore anvendte magt mod Kim? Og hvordan har det påvirket dem siden?I samtalen mødtes en tidligere anbragt ung og en socialpædagog, som deler en fælles historie med magtanvendelser. De ser tilbage på konkrete situationer: Hvad skete der? Hvad gjorde indtryk? Og hvad satte det i gang – dengang og i dag? Med afsæt i fortællinger, minder og refleksioner åbner samtalen for en ærlig dialog om ansvar, relationer og de spor, magtanvendelse efterlader hos både unge og professionelle. Psykolog Dorthe Birkmose bidrager med perspektiver på de relationelle og menneskelige kompleksiteter, der træder frem. Lyt til en samtale, der giver plads til tvivl, indsigt og fælles læring – og som insisterer på at se menneskerne bag magtanvendelsen. Samtalen er optaget livet på Folkemødet 2026. Medvirkende: Kim Mike Jensen, pædagog og tidligere anbragt Tore Kargo, Socialpædagog og direktør i FADD Dorthe Birkmose, psykolog, forfatter og foredragsholder Tilrettelæggelse og interview: Niels Svanborg Arrangeret af Socialt Indblik og FADD Udgivet af Socialt Indblik
“Det er diskrimination på alle niveauer.” Sådan siger psykolog Ditte Rose Andersen i en samtale om autisme, handicap og den måde, vi som samfund forstår – og misforstår – autistiske mennesker på. Ditte Rose Andersen arbejder med autisme og kommunikationshandicap og har netop modtaget Autismeforeningens Autismepris for sit arbejde med et neurodivergensperspektiv på autisme. Et arbejde, der gør op med forestillingen om, at autister grundlæggende mangler empati, indlevelse og forståelse for andre mennesker. Ditte Rose Andersen retter en skarp kritik mod den traditionelle autismeforskning, der i årtier har beskrevet autisme ud fra mangler og deficits. Hun beskriver, hvordan teorier om blandt andet “theory of mind”, mentalisering og manglende fleksibilitet har været med til at forme både faglighed, institutioner og måden, autister bliver mødt på. “Det er ikke nok, at vi siger det. Det er ikke sikkert, at personen føler sig forstået,” siger Ditte Rose Andersen, der mener, at samfundets rammer og normalitetsbegreb i mange tilfælde er med til at gøre autisme til et handicap. Ditte Rose Andersen fortæller også om selv at blive diagnosticeret som autist som voksen, om følelsen af at være anderledes og om hvorfor hun insisterer på at bruge ordet autist frem for “person med autisme”. Lyt til en samtale om en anden måde at være menneske på, om hvordan autisme kan blive til et handicap, og om hvorfor indlevelse betyder alt. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg. Udgivet af Socialt Indblik.
Da kunster Katja Davis åbnede sin tegneskole, var det ikke med en ambition om at arbejde med ADHD. Det var et forsøg på at vende tilbage til det kreative, som gav hende energi. Men hurtigt opdagede hun et mønster i de tegneelever, som kom hos hende. “Så går der vel ikke mere end et par måneder, før jeg finder ud af, at størstedelen af de elever, jeg har, har nogle bogstaver (ADHD). Og så har jeg nogle samtaler med nogle af børnenes forældre, som fortæller mig, at de er stressede i skolerne. De føler sig ensomme, mismodige. Men forældrene fortæller, at når børnene så går hos mig, så oplever de, at de får energien tilbage,” fortæller Katja Davis, der ud over at være forfatter, underviser, kunstner og konsulent også har en kandidatgrad i dansk litteratur og æstetik. Hun har i en række år arbejdet i krydsfeltet mellem kunst, pædagogik og skoleudvikling, og har i den forbindelse arbejdet med børn og unge med ADHD, autisme og angst. I dag er hun ikke i tvivl om, at kroppen og den kreative udfoldelse er en af de centrale nøgler til at inkludere flere neurodivergente elever i skolen.“Vi parkerer ikke kroppen uden for klasseværelset. Den sidder med i undervisningen,” siger Katja Davis, der har samlet sine erfaringer i bogen ”ADHD-venlig skole”. Her er et centralt værktøj blyant og papir. Eller rettere ’doodling’. Mange vil måske kalde det kruseduller. Det handler om at sidde og tegne runde mønstre. At lave gentagne cirkulære bevægelser med blyanten. Ifølge Katja Davis er det nemlig en effektiv måde at regulere sit energiniveau på. En måde at dæmpe støjen i hovedet og gøre det lettere at være til stede i undervisningen. Hun sammenligner det med strækøvelser eller opvarmning, inden man begynder undervisningen. Katja Davis har set det virke i praksis. Men forskningen underbygger også hendes observationer. Men doodling er blot en af vejene til en mere ADHD-venlig skole ifølge Katja Davis. Hør, hvordan blyant og papir kan blive et konkret redskab i undervisningen – og hvorfor en ADHD-venlig skole i virkeligheden er en skole, der tager energi, krop og opmærksomhed alvorligt. Tilrettelæggelse: Niels Svanborg