
Radio Information
Diskutér Radio Information på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Radio Information på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

»Jeg følte, at de begravede os levende. De ville bare ikke have, at vi skulle komme videre.« Sådan siger "Aisha", der i 2022 flygtede fra sin voldelige og kontrollerende mand og drømte om at blive fri og skabe et almindeligt liv for sig selv og sin datter. Hun kom til et krisecenter, der skulle hjælpe hende med at blive selvstændig, men endte med at være der i knap tre år alt imens krisecentret blev betalt af kommunen. Laura Friis Wang og Jette Aagaard fortæller Aishas historie, der sætter fokus på problemerne knyttet til de private, kommercielle aktører på krisecenterområdet. Søndag skal de omkring 160 millioner stemmeberettigede brasilianere vælge med den siddende præsident, kontinentets mest erfarne statsleder Luiz Inácio Lula da Silva – eller slet og ret Lula - og den højreorienterede Flávio Bolsonaro, der arver stafetten fra sin far, tidligere præsident Jair Bolsonaro. Der er dømt dødt løb mellem de to kandidater efter en valgkamp præget af AI-indblanding og skandaler, men som kan ende med at få vidtrækkende konsekvenser bla for regnskoven. Matias Ludvig Littauer fortæller. I den voldsomt omdiskuterede dokumentarfilm Naza fortæller 24 anonyme forsvarskilder, hvordan almindelige palæstinensere i stort antal er blevet dræbt i AI-understøttede angreb. Anton Geist har set filmen, skabt af instruktørerne Yuval Abraham og Rachel Szor, der også stod bag den Oscarvindende dokumentar No Other Land.

Mette Frederiksen gav Trump det, han ville have. Undtagen Grønland, skriver Lars Trier Mogensen i en analyse efter indgåelsen af en opdateret aftale om Grønland. Men hvad er perspektiverne for Rigsfællesskabet? Hvor efterlader det forholdet mellem USA og Danmark? Hvad med NATO? Og kan vi stole på, at Trump overholder den? Lars Trier Mogensen og Rune Lykkeberg debatterer. Onsdag annoncerede regeringen et stop for opførelsen af nye svineproduktioner – undtagen økologiske – i de kommende 12 måneder, mens rammerne for fremtidens svineproduktion skal forhandles på plads. Det fik en svineproducent til at trække racismekortet, mens landbrugsorganisationerne klagede over, at det faktisk ville forsinke deres arbejde med at forbedre dyrevelfærden. Marie Sæhl udlægger ugen i landbrugsdanmark. Og så skal det handle om rim. For vores rimeglade skribent Kristian Villesen har opdaget, at de unge sangskrivere er holdt op med at rime - og når de gør det, er der ofte tale om meget tvivlsomme af slagsen. Men hvorfor? Han gik på jagt efter svar og blev faktisk (næsten) overbevist om, at det er sejt nok af ungdommen, at de gør op med, hvad en ekspert kalder "rimetvangen" i dansk musik.

I sidste uge kom lovforslaget om et nationalt sprøjteforbud i høring, og landbrugets reaktion kom prompte. I en pressemeddelelse på sin hjemmeside skrev Landbrug & Fødevarer, at sprøjteforbuddet ikke var »fagligt velunderbygget« og henviste i samme ombæring til »eksperter«. Men der skulle vist have stået »ekspert«. I ental. Og Landbrug og Fødevarer rettede da også ordlyden efter Marie Sæhl og Lasse Skou Andersen henvendte sig til dem. De to har nemlig ringet rundt til en stor gruppe eksperter og der er, kan vi afsløre, langt imellem dem, der deler organisationens skepsis. De er i studiet og uddyber nærmere. Onsdag holdt Kommissionsformand Ursula von der Leyen sin tale om unionens tilstand og inviterede i den forbindelse Canada til at blive det første land uden for Europa til at få et associeret medlemskab af unionen. Det er kæmpe optur, mener Rune Lykkeberg – men naturligvis ikke uden udfordringer. Lone Nikolajsen har set Rivalerne, TV 2’s seneste bud på en søndagsdramaserie, der skal samle nationen. Det tvivler hun på sker, for den er alt for overlæsset, så den ellers potentielt gode historie om alle dilemmaerne og interesserne, der folder sig ud omkring et et stykke naturgenopretning, drukner. Hør hvorfor – og hvorfor det er vigtigt, at vi holder de store dramaproducenter i ørene.

Ugen har om noget stået i PISA-undersøgelsens tegn, og diskussionerne kulminerede torsdag eftermiddag, da regeringen kaldte til pressemøde om, hvad de vil stille op med den dalende kurve for de danske skolebørns færdigheder. Her annoncerede de blandt andet planerne om en skole-trepartsaftale. Louise Drivsholm har fulgt debatten og er gæst. Det er også Mathias Sindberg. Han betvivler ikke, at de danske skolebørn er blevet dårligere læsere, men han anfægter vores tilbøjelighed til at gøre modernitetens uheldige konsekvenser til børnenes problem. For vi har efterhånden alle sammen udfordringer med at koncentrere os om tekster. Og det i et sådan omfang, at man kan tale om et såkaldt post-alfabetisk samfund. Hør, hvad det er, og hvorfor han mener, at han, jeg og du, kære lytter, er en del af problemet. I dag er det 25-året for terrorangrebet mod USA den 11. september 2001. I den anledning gør Moderne Tider status på internetalderens urkonspiration: at angrebet på World Trade Center og Pentagon var et inside job. For de konspirationer blev til i en helt særlig kontekst. Internettet var i sin vorden, samtidig med at de efterfølgende krige og indskrænkningen i amerikanerenes frihedsrettigheder gav grobund for dyb mistillid til den etablerede sandhed. Men hvad skete med dem? Mikkel Vuorela fortæller. Og så kigger filmredaktør Christian Monggaard forbi med en begejstret anmeldelse af den nye film ’Coyote vs. Acme’. Dave Greens længe ventede komedie, der blander ’live action’ og animation og endelig giver Looney Tunes-helten Grimm E. Ulv den oprejsning, han har ventet på siden 1940’erne. Og så har vi da lige et tilbud til dig, der endnu ikke får Information Weekend leveret til døren. Lige nu kan du få den i 10 uger for 100 kroner. Du skal bare besøge information.dk/weekend

Ugens Radio Information handler om landmandsprotesterne, om Venstre i krise og om tre virkelig gode tv-serier Ugens landbrugsprotester og den interne spild i Venstre har sat det gamle landbrugspartis formand i en svær situation, men han holdt fast på den grønne linje. »Vi tror ikke, at Troels Lund Poulsen skulle være blevet grøn idealist. Men hans motiver er underordnede,« skriver Rune Lykkeberg i en klumme i fredagsavisen. » Vi må hjælpe Troels Lund Poulsen.« Hør hvorfor i ugens Radio Information. En episode der i det hele taget står i bondeoprørets tegn. Jørgen Steen Nielsen fortæller hvorfor landbrugsorganisationerne bør stå til ansvar overfor dem, de er sat i verden for. Landbrug & Fødevarer har gennem mere end 15 år ført en siksakkurs og forsinket havmiljøindsatsen så meget, at kvælstofhammeren nu falder så hårdt over organisationens medlemmer. Han besøger studiet i selskab med klimakollega Marie Sæhl, som har været i Odense og talt med nogle de bønder, der bestrider det faktuelle grundlag for den opdaterede gødskningslov. Og så skal du da også lige, i anledning af efterårets komme, have et par anbefalinger til gode tv-serier. Hør hvorfor Bodil Skovgård Nielsen mener at i skal fordrive regn og snigende mørke med Furious på Disney+, DTF St. Louis og Tiptoe på HBO.

Det svenske valgflæsk får fødevarechecken til at ligne en skive bacon, mener Lasse Skou Andersen, der i denne uge ser nærmere på en svensk valgkamp præget af gaver på gaver – for lånte penge. Benzin til godt en tier, seks procent i madmoms og rabat på pendlerkort. Valgkampen i Sverige har udviklet sig til et kapløb om at sænke svenskernes leveomkostninger mest. Hør, hvordan vores mand i Sverige selv kan mærke på bankkontoen, at der er valgkamp i Sverige. Og hvad der er grunden til, at den siddende regering er så desperat. Det skal også handle om den britiske stjerneforfatter Rachel Cusk, der er aktuel med romanen 'M's liv', som har skabt stor debat i USA, fordi dens hovedkarakter ligner den celebre Hollywood-skuespiller Natalie Portman overordentlig meget. Bodil Skovgaard Nielsen anmelder, hvad hun betegner som »et mesterværk«. Og så er Rune Lykkeberg tilbage med en... tada: optur! Denne gang over, at det på det seneste må have dæmret for verdens stormagter, at der er grænser for deres rå magt og indflydelse. Men betyder det nu også, at der er håb for den regelbaserede verdensorden?

Ugens Radio Information får besøg af Marie Sæhl til en snak om, hvordan vi skal lære at leve med Danmarks ulv. Mathias Sindberg giver et portræt af Englands Nigel Farages. Og Matthias Dressler-Bredsdorff har set den nye film om Frankrigs Charles de Gaulle Problemulven fra Nørre Nebel er død – i hvert fald hvis vi går ud fra, at det var den rigtige ulv, der torsdag blev skudt og dræbt. Men det er kun begyndelsen på en helt nødvendig debat om, hvordan vi helt praktisk lever med ulven. Det kræver nemlig, at både den og vi kommer på genopdragelse, skriver Marie Sæhl. I de 200 år, hvor den gråpelsede jæger har været fraværende på dansk jord, har vi nemlig aflært 300.000 års viden om, hvordan man lever sammen med rovdyr. Hør, hvad det kræver af os, hvis vi ikke bare vil overlade det til dem i Indien, Kina og Canada at sikre, at der også i fremtiden vil være store rovdyr på vores klode. Det skal også handle om den nye spillefilm De Gaulle – Modstandens pris, der netop har fået premiere i de danske biografer efter at have gået sin sejrsgang i Frankrig. Den handler om generalen og statsmanden, som vores Matthias Dressler-Bredsdorff kalder: »En politisk sfinks totalt opfyldt af sin mission.« Hør, hvorfor filmen er tog til tiden i et rådvildt Frankrig på jagt efter sig selv. Og så handler programmet om den europæiske højrefløjs konge af de politiske cirkusnumre, Reform UK’s Nigel Farage. For ikke længe siden talte man om ham som Storbritanniens kommende premierminister, men hans forsøg på at aflede opmærksomheden fra en omfattende korruptionssag – altså, vi taler om en gave på små 44 millioner kroner fra en kryptomilliardær – endte som en pinlig forestilling. Populismen kan blive for skamløs – selv for Farage, konstaterer Mathias Sindberg.

Ugens Radio Information handler om DF, der har momentum herhjemme, mens det er den demokratiske venstrefløj, der har fat i den lange ende i USA. Og så skal vi se Lucien Freud på Louisiana med Bodil Skovgaard Nielsen Det er Dansk Folkeparti, der ’har den’ i dansk politik lige nu. I denne uge skød de den politiske sæson i gang med – som det første parti – at afholde det første sommergruppemøde. Moderne Tiders Villads Andersen var med og fortæller om det, der kan kaldes Messerschmidt-metoden. Vi skal naturligvis også vende den amerikanske venstrefløj, der går fra sejr til sejr og, bevares, et par nederlag, ved de primærvalg, der lige nu afholdes rundt omkring i de amerikanske stater og storbyer. Men vil effekten holde til midtvejsvalget? Og hvad med præsidentvalget? Kan vi komme til at se en Alexandria Ocasio-Cortez som demokratisk præsidentkandidat? Mathias Sindberg giver et kvalificeret bud. Kunst har vi også. Bodil Skovgaard Nielsen har set udstillingen med den britiske kunstsuperstjerne (og, ja, Sigmunds barnebarn) Lucien Freud. Den gjorde hende irriteret helt ind til benet, men det ser hun faktisk som en god ting. Hør hvorfor.

Ugens Radio Information handler om efterspillet oven på migrantkrisen i Ceuta. Om udfordringerne med AI i gymnasierne. Og om klitoris, der endelig er blevet kortlagt med alle sine nerver - 30 år efter penis. Vi befinder os lige nu midt i en klitorisrenæssance, efter at et hollandsk forskerhold endelig har kortlagt alle nerverne i klitoris – tre årtier efter, det skete med penis. Siden oldtiden er klitoris blevet opdaget og glemt og skrevet ind og ud af anatomibøgerne, men nu står den frem i sit fulde fabelagtige omfang og er, skriver Johanne Pontoppidan Tuxen i ugens Moderne Tider, ikke til at ignorere. Hun fortæller klittens bumlede historie. Landets gymnasier byder mandag velkommen til et nyt hold elever og de havner lige midt i en rådvild teknologisk frontlinje. For det er svært at finde andre steder herhjemme, hvor den kunstige intelligens har skabt så akutte udfordringer som på de danske gymnasier, og nu har undervisningsminister Magnus Heunicke lanceret en strakspakke mod »AI-snyd«. Louise Drivsholm fortæller om en situation, der har givet de danske gymnasielærere anledning til at tale om »faglig sorg«. Og så skal det handle om det politiske efterspil oven på begivenheder i den spanske eksklave Ceuta. Der gik som bekendt ikke længe, før langt de fleste migranter forlod Europa igen, og den frygtede folkevandring er afblæst. Men det er svært at se på den danske debat. Har de hårde og usolidariske reaktioner fra bl.a. Danmark skabt alvorlige kløfter i det europæiske sammenhold? Mathias Sindberg og Anton Geist diskuterer.

Den ordinære udgave af Radio Information holder ferie, og i stedet bringer vi en række sommersamtaler. I denne uge taler Anton Geist med Emma Holten om valgkampen og om et tiltag fra den nye regering, der godt kunne se ud til at være inspireret af hendes tanker. Der har været en antagelse i dansk politik om, at omsorgsarbejdet i velfærdsstaten Danmark bare fungerer. Hvis et barn græder, skal der nok stå en behjertet pædagog parat til at trøste. Og derfor behøver man ikke tænke så meget over social infrastruktur og menneskelige relationer, når man tilrettelægger samfundsøkonomien. Sådan siger Emma Holten i denne sommersamtale med Anton Geist på Informations scene på Folkemødet tidligere på sommeren. Det er to år siden, Emma Holten skrev bogen Underskud – om værdien af omsorg. Her argumenterer hun for, at vi i vores politik og økonomi systematisk nedprioriterer værdien af omsorg i både den offentlige sektor og privatlivet og til gengæld hele tiden arbejder for at få økonomien til at vokse. I denne samtale spørger Anton Geist hende, hvad hun tænker om årets valgkamp og den nye regering. Emma Holtens svar er, at vælgerne i høj grad er begyndt at efterspørge noget andet end økonomisk vækst, og at mange politikere har erkendt, at der er behov for at tage folks hverdagsbekymringer mere seriøst og tænke samfundsøkonomien på en anden måde end tidligere. Valgkampen viste netop dét, mener hun. Og ud af det hele kom en regering, der blandt andet har bebudet, at den vil nedsætte en såkaldt ekspertkommission for trivselsøkonomi. Kommissionen skal ifølge regeringsgrundlaget »udarbejde forslag til en dansk model for, hvordan trivsel, social sammenhængskraft, sundhed, demokrati, klima og natur bedre kan indgå i den samfundsøkonomiske debat.« Og er det ikke lige præcis den slags forsøg på at etablere et bredere sprog for værdi i økonomien, som hun efterlyser i sin bog? Har nogen i regeringen måske ligefrem ladet sig inspirere af bogen? Det kan du høre Emma Holtens svar på i denne podcast. Samtalen er optaget foran et live-publikum på Informations scene på Folkemødet 2026.

Den ordinære udgave af Radio Information holder ferie, og i stedet bringer vi en række sommersamtaler. I denne uge taler Anton Geist med Inger Støjberg om den nye regering og om fremtiden for blå blok – og hun forklarer, hvorfor Danmarksdemokraternes eksistens ifølge hende i høj grad skyldes Information. Valget gik ikke, som Inger Støjberg havde håbet. Hendes parti gik tilbage, og der kom ingen blå regering. Hvad gik galt? Og hvad er nu vejen frem for det borgerlige Danmark? Det spørger Anton Geist Inger Støjberg om i denne samtale, som er optaget på Informations scene på Folkemødet tidligere på sommeren. I samtalen diskuterer de, om det var debatten om drikkevandet og grisene, der ødelagde det hele for de borgerlige partier. Og om Inger Støjberg, der normalt har en udpræget sans for at vejre folkestemningen, denne gang gik fejl af, hvad danskerne ønsker sig. De taler også om, hvorfor Troels Lund Poulsen i hendes øjne har gjort meget for at reparere på de skader, Venstre påførte den borgerlige blok, da partiet blev en del af SVM-regeringen. Og hvordan Lars Løkke Rasmussen har svigtet det borgerlige Danmark så fatalt, at en fremtidig blå regering ikke kan inkludere Moderaterne. Og hvorfor er det så lige, at Inger Støjberg er så taknemmelig over for Information? Ja, det hænger paradoksalt nok sammen med, at Anton Geist og hans kollega Ulrik Dahlin – sammen med gode folk fra Politiken – i sin tid afdækkede den sag, der førte til, at Inger Støjberg forlod Venstre og senere blev idømt 60 dages fængsel i Rigsretten. Dengang virkede hun ikke begejstret for deres arbejde, men som hun forklarer i samtalen her, blev sagen forudsætningen for det næste kapitel i hendes politiske liv.

Den ordinære udgave af Radio Information holder ferie, og i stedet bringer vi en række sommersamtaler. I denne uge taler Rune Lykkeberg med Alex Vanopslagh (LA) om fodbold, fællesskaber og den voksende politiske kløft mellem unge mænd og kvinder. Den voksende politiske forskel på unge mænd og unge kvinder er en af de tendenser, der kommer til at forme vores samfund de kommende år. Kvinderne søger mod venstrefløjen og bliver meget venstreorienterede, mens mændene i høj grad søger mod højrefløjen. Men hvis samspillet mellem kønnene bliver til en ren politisk kamp, taber vi alle sammen. Feministerne taber, hvis mændene står samlet imod dem, og mændene taber, hvis de ikke kan bygge bro til kvinderne. Frigørelse, sammenhold og social retfærdighed er noget, vi skal lave sammen. Formand for Liberal Alliance Alex Vanopslagh har et helt særligt greb på de unge mænd. Han er god til at tale til dem, så de retter ryggen, og han får dem til at tage sig sammen uden at virke som en træls faderskikkelse. I modsætning til mange politikere i udlandet bruger han ikke sin platform til at sprede foragt og splitte samfundet ad. Han taler til de unge mænd uden at være antifeminist eller anti-woke. Han har skabt en position, der kan blive et mødepunkt, og derfor vil Rune Lykkeberg gerne tale med ham om både mændenes og kvindernes problematikker – og hvad venstrefløjen kan lære af højrefløjen. Men der er også en anden historie bag mødet, som skal med: Rune Lykkeberg er ambassadør for fodboldklubben AGF, og Alex Vanopslagh er glødende fan af FC Midtjylland. De to klubber kæmpede indædt om mesterskabet i sæsonen 2025-2026, og i foråret mødte Lykkeberg og Vanopslagh faktisk hinanden som fodboldfans, da førstnævnte holdt et oplæg for FCM’s gæster i Aarhus. Her blev de enige om at lave et lille show på scenen til Folkemødet for at vise, at selv om man repræsenterer hver sit hold, så kan man godt mødes på den samme bane. Det er det lille show, der indleder samtalen. Samtalen er optaget foran et live-publikum på Informations røde scene på Folkemødet 2026.

Den ordinære udgave af Radio Information holder ferie i juli, og i stedet overlader vi pladsen til en række sommersamtaler. I denne uge taler Rune Lykkeberg med sin gamle ven og mentor Bo Lidegaard om, hvad der skabte den længste fredsperiode i historien, og hvad vi kan gøre for at forlænge den. Det har været en tradition, siden Rune Lykkeberg blev chefredaktør på Information for 10 år siden, at han hver sommer henvender sig til sin gamle ven, mentor og forhenværende chef, Bo Lidegaard. Han har været rådgiver for statsministre og siddet med ved det helt store forhandlingsbord ude i verden. Han har set magtudøvelsen helt tæt på, og han er det, man kalder for forsker i praktisk magtudøvelse. Men han er også historiker, og han har den kæmpe fordel, at han kender både nutidens og fortidens magtudøvelse. I år mødtes Lykkeberg og Lidegaard på Folkemødet i Allinge, hvor de tog den store snak hele jorden rundt foran et entusiastisk og nysgerrigt Informations-publikum. Udgangspunktet for deres samtale er en artikel i Foreign Affairs af den amerikanske kinaekspert og historiker Graham Allison med titlen The End of the Longest Peace? Artiklen indledes med en sætning om, at de seneste 80 år har været den længste periode i moderne historie, hvor der ikke har været krig mellem stormagter. Nu, hvor den fred ser ud til at være forbi, må vi spørge os selv: Hvorfor falder den fra hinanden, hvordan kan vi forlænge den, og hvad kan vi lære af dem, der skabte den? Samtalen er optaget foran et live-publikum på Informations røde scene på Folkemødet 2026.

I ugens Radio Information skal det handle om USA’s 250-års jubilæum, der fejres midt i en splittet nations rasende kulturkamp. Men vi skal også høre om evighedskemikalier i vores kroppe og to nye bøger, der på hver sin måde udstiller den udskældte millenniumgeneration. Den 4. juli fejrer USA 250-års jubilæum, men neden under alle festlighederne raser en intens kulturkamp om, hvordan de første 250 år overhovedet skal fortælles. Skal fokus være på patriotisk stolthed eller på landets mørkere kapitler med racisme og ulighed? Gennem fem nøglebegivenheder fra den amerikanske revolution fortæller Mikkel Vuorela om det forrygende sammenstød mellem store idealer og mageløst hykleri, som ikke bare kendetegner nationens fødselshistorie, men også nutidens splittede Amerika. Et evighedskemikalium har taget bolig i os. Det stiger op fra køleanlæg og falder ned som regn. Det udgår fra landmændenes sprøjter og siver ned i grundvandet, og i sidste ende lander det i vores kroppe. Nu viser det sig, at stoffet tilmed kan være skadeligt for fostre og evnen til at få børn. EU’s kemikalieagentur har netop kategoriseret TFA som reproduktionstoksisk, og den nye vurdering vækker bl.a. dyb bekymring hos miljøminister Maria Reumert Gjerding, som lover hurtig handling. Men det er desværre langt fra så enkelt. Lasse Skou Andersen gør os klogere på problemet. Og endelig kaster vi os over millenniumgenerationen, der ofte kritiseres for at være forkælede, avocadospisende børnevoksne. Den italienske forfatter Vincenzo Latronico og den amerikanske seriskaber Lena Dunham er lige nu aktuelle med bøger, der på hver sin måde – både frivilligt og ufrivilligt – tegner et portræt af deres egen udskældte generation. Bodil Skovgaard Nielsen anmelder de to udgivelser, Famesick og Perfektioner – samt den millenniumgeneration, hun selv lige akkurat står udenfor. Ugens Radio Information er samtidig det sidste ordinære program inden sommerferien. Fra på fredag og hele juli vil Rune Lykkeberg og Anton Geist i stedet vikariere med en række tankevækkende sommersamtaler.

I ugens Radio Information tegner vi et portræt af Labours nye håb og Storbritanniens mulige næste premierminister, Andy Burnham. Vi dykker også ned i den svære debat om aktiv dødshjælp efter Preisler-sagen, og så fælder vi dom over finalesæsonen af ’The Bear’. Keir Starmer er fortid, Storbritannien skal have sin syvende premierminister på bare ti år, og alt tyder lige nu på, at det bliver Manchesters borgmester, Andy Burnham, også kendt som King of the North. Håbet er, at han kan vinde de tabte arbejderklassevælgere tilbage for Labour og dæmme op for protestbølgen fra Nigel Farage og hans højrefløjsparti, UK Reform. Men hvem er den 56-årige Burnham, der ifølge The Independent klæder sig som en »far, der styrer grillen« og slår sig op som folkets mand? Hvad er det, han politisk kan tilbyde briterne, som Starmer ikke kunne? Og hvad er det for et Storbritannien, han arver? Mathias Sindberg tegner et portræt af manden, der skal forsøge at redde Labour og samle et splittet Storbritannien. Har man pligt til at forhindre et andet menneske i at tage sit eget liv? Det er spørgsmålet, som står tilbage, efter at ni familiemedlemmer til filmproducent Ebbe Preisler er blevet sigtet for ikke at gribe ind, da han i 2025 valgte at dø for egen hånd. Samtidig har sagen genåbnet en større, principiel debat om aktiv dødshjælp: Et flertal af danskerne er for, men eksperterne advarer mod en glidebane, og internt i regeringen er der også uenighed. Sammen med Louise Schou Drivsholm dykker vi ned i den svære debat set i lyset af Preisler-sagen. Har du selvmordstanker? Kontakt Livslinien på livslinien.dk eller telefon 70 201 201, hvis du har brug for hjælp. Ring 1-1-2, hvis situationen er livstruende. Og endelig får vi også tid til at tale om den femte og sidste sæson af det komiske kokkedrama The Bear, som ifølge vores anmelder heldigvis slutter på samme høje niveau, som serien startede. Nok har kvaliteten været svingende undervejs, men som seer bliver man belønnet for at have holdt fast. Hør Lone Nikolajsen levere et animeret forsvar for »den ikke helt vildt gode fortsættelse af noget rigtig godt«.