
PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg
Diskutér PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér PORTRÆT med Tore Leifer - Frederiksborg på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

I næste uge åbner vi efterårets store udstilling her på Frederiksborg. ”Moderne middelalder – Agnes og Harald Slott-Møller”. Plakaten viser Harald Slott-Møllers Pigen der finder guldhornet – en alvorlig, tænksom bondepige, der sidder på jorden med et blankpudset guldhorn i sine arme. Ifølge Harald Slott-Møllers erindringer er maleriet også et billede af hans hustru Agnes og hendes næsten mystiske evne til at leve sig ind den danske middelalder. Harald sammenligner Agnes’ evne med en ønskekvist. En gren, som man ifølge overtroen kunne bruge til at finde vandkilder under jorden. Sådan har Agnes åbenbart forbindelse med selve historiens kilde – eller måske danskhedens kilde? Danmark havde mistet en tredjedel af sit areal i 1864, og både Agnes og Harald var dybt bekymrede for Danmarks fremtid. Deres optagethed af middelalderen kan derfor ikke adskilles fra deres store politiske engagement i samtiden. Det kan ligne en romantisk flugt fra nutiden, men det var faktisk en aktiv strategi, hvor historiske helte skulle fungere som forbilleder for fremtiden. Men kan man virkelig se frem ved at kigge bagud? Hvordan kan middelalderen være en vej ind i det moderne? Hør mere i næste uges episode - udkommer 9. oktober.

Det er kunstneren Cathrine Raben Davidsen, der har malet det første officielle portræt af Kong Frederik 10. Bestilt og malet specielt til Riddersalen på Frederiksborg. Inspireret af naturen omkring os – og af gobelinerne og gyldenlæderet på Riddersalens vægge. Nu er maleriet offentligt, så alle kan komme og se det på Frederiksborg, sammen med den lille udstilling af store malerier og små skitser, hele det store forarbejde til det færdige maleri. Studier af guld og perler, kniplinger og tekstiler, studier af uniformen, bæltet, ordenerne, ansigtet, huden, mønstre og blomster. Rødkløver, valmuer og margueritter. Et fantastisk maleri, der virkelig lever op til, hvad et godt portræt er: man kan genkende og fornemme både kunstneren og den portrætterede. Ingen tvivl om, at det er Kong Frederik i gallauniform – og ingen tvivl om, at det er Cathrine Raben Davidsen.

En overdådig lystvandring i Riddersalens fyrstegalleri! Særudgave af PORTRÆT om Glücksborgske konger og dronninger, flotte malerier, lækre kjoler og fantastiske smykker. I dag afsløres det første officielle kongeportræt af Frederik 10. Det er kunstneren Cathrine Raben Davidsen, der har malet det nye portræt til Riddersalen på Frederiksborg. Her skal det hænge side om side med kongens forfædre af det Glücksborgske dynasti: Christian 9., Frederik 8., Christian 10., Frederik 9. og Margrethe 2. I denne episode af PORTRÆT fortæller Frederiksborgs samlings- og udstillingschef Mette Houlberg Rung og historikeren Emma Paaske – kendt fra Dronningeriget på DR – om fyrstegalleriet i Riddersalen. Og ikke bare er det Danmarkshistorie og stormagtspolitik – det er også flotte kjoler og smykker og fremragende malere som Otto Bache og Laurits Tuxen, som blev Europas store fyrstemaler.

Carlsbergfondet fylder 150 år om en uge, den 25. september. Brygger J.C. Jacobsen grundlagde fondet i 1876 for at sikre Carlsbergs fremtid og støtte dansk forskning og videnskab. Han mente selv, at det var en gæld, han betalte af på: han skyldte en stor tak til det samfund, der havde givet ham viden og muligheder for at skabe sin virksomhed. Og derfor ville han give noget tilbage. Carlsbergfondet er faktisk verdens ældste erhvervsdrivende fond. Samtidig støtter det den frie grundforskning inden for både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. For dansk forskning har Carlsbergfondet enorm betydning. Frederiksborgmuseet er en afdeling af Carlsbergfondet. Det var også brygger Jacobsen, der grundlagde museet, to år efter fondet, i 1878. Og det er stadig Carlsbergfondet, der driver Frederiksborg som nationalhistorisk museum. Bryggerens ide var - ligesom i dag - at bruge fortiden til at forme fremtiden. Medvirkende i denne episode er Carlsbergfondets direktør Lasse Horne Kjældgaard.

Vilhelm Erobreren var kynisk og brutal. Hans strategi var at hærge, brænde og dræbe. Men han var også grundig og velforberedt. Han invaderede England, vandt magten og lod sig krone i Westminster Abbey juledag 1066, ligesom hans fjerne efterkommer Charles 3. lod sig krone samme sted i 2023. Bayeux-tapetet blev bestilt af Vilhelms halvbror Odo og viser normannernes version af forhistorien, slaget og sejren. Det blev vævet i England i 1070’erne og er nu tilbage i England for første gang i næsten 950 år, på British Museums spektakulære udstilling. I denne episode af PORTRÆT ser vi på Bayeux-tapetet. På det politiske og militære spil om England, der også involverede den norske konge, Harald Hårderåde, og den danske konge, Svend Estridsen. Og så ser vi selvfølgelig på Vilhelm Erobreren selv. Han er hovedpersonen i historikeren Anders Lundt Hansens medrivende biografi fra 2025 med undertitlen “Da Norden mistede England”.

Bayeux-tapetet blev bestilt af Vilhelm Erobrerens halvbror Odo og viser normannernes version af Slaget ved Hastings i 1066 og hvad der gik forud. Det blev vævet i England i 1070’erne og er nu tilbage i England for første gang i næsten 950 år, på British Museums spektakulære udstilling. I denne episode af PORTRÆT ser vi på Bayeux-tapetet. På det politiske og militære spil om England, der også involverede den norske konge, Harald Hårderåde, og den danske konge, Svend Estridsen. Og så ser vi selvfølgelig på Vilhelm Erobreren selv. Han er hovedpersonen i historikeren Anders Lundt Hansens medrivende biografi fra 2025 med undertitlen “Da Norden mistede England”.

I sommeren 1901 var kongen for første gang nødt til at udpege en regering med rod i Folketingets flertal. Det er det, vi kalder systemskiftet i 1901 – altså for 125 år siden. Legitimiteten var skiftet. Det var blevet umuligt for Christian 9. at udnævne en regering, der ikke havde Folketingets opbakning. Den væsentligste pointe er, at demokratiet ikke er båret af jura og grundlovsparagraffer, men af det pres, man i befolkningen leverer for at få det til at blive respekteret. Det er ikke juristerne, ikke politikerne og ikke Grundloven, der opretholder demokratiet. Det er dig og mig. I næste uges episode af PORTRÆT tager jeg historikeren Jens Wendel-Hansen med ind i den gamle Folketingssal, der hvor kampene og udviklingen hen mod demokrati fandt sted. Christiansborg var brændt i 1884, og dermed var Landstinget og Folketinget blevet hjemløse. I 34 år var de nødt til at mødes et helt andet sted i byen, i det gamle operahus fra 1702, som siden blev hovedbygning for Østre Landsret og nu bruges af Københavns Byret. En af Københavns smukkeste bygninger, på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade i det indre København – og her har Jens Wendel-Hansen og jeg fået lov at optage podcast midt i den gamle Folketingssal.

I sommeren 1901 var kongen for første gang nødt til at udpege en regering med rod i Folketingets flertal. Det er det, vi kalder systemskiftet i 1901 – altså for 125 år siden. Den væsentligste pointe er, at demokratiet ikke er båret af jura og grundlovsparagraffer, men af det pres, man i befolkningen leverer for at få det til at blive respekteret. Det er ikke juristerne, ikke politikerne og ikke Grundloven, der opretholder demokratiet. Det er dig og mig. I næste uges episode af PORTRÆT tager jeg historikeren Jens Wendel-Hansen med ind i den gamle Folketingssal, der hvor kampene og udviklingen hen mod demokrati fandt sted. Christiansborg var brændt i 1884, og dermed var Landstinget og Folketinget blevet hjemløse. I 34 år var de nødt til at mødes et helt andet sted i byen, i det gamle operahus fra 1702, som siden blev hovedbygning for Østre Landsret og nu bruges af Københavns Byret. En af Københavns smukkeste bygninger, på hjørnet af Bredgade og Fredericiagade i det indre København – og her har Jens Wendel-Hansen og jeg fået lov at optage podcast midt i den gamle Folketingssal.

Det var borgere fra Århus, der sikrede, at Christiansborgs første store gobelinserie blev til noget. Og det var i høj grad Danmark, der reddede den franske gobelinfabrik og dens historiske placering midt i Paris – med den enorme bestilling på Bjørn Nørgaards gobeliner i 90’erne. To eksempler på, at gobeliner aldrig bare er gobeliner – ligesom dette års store udstilling på Frederiksborg også viser. Gobeliner rummer bl.a. gavegivning og diplomati, kunsthistorie og kvindehistorie, national identitet, repræsentation og monarkihistorie. Inden vores gobelinudstilling slutter ser vi en sidste gang på gobeliner – og det bliver især gobelinerne på Christiansborg. Også med et blik på Marcel Mauss’ berømte essay fra 1924 om gavegivning som ritual, som social lim og sammenhængskraft. Gaven etablerer et bånd mellem to mennesker, mellem to familier eller to grupper. Vi har en moralsk forpligtelse til at give gaver – til at modtage gaver – og til at give noget igen. Så når Ludvig 14. giver kostbare gobeliner til danske diplomater i 1682, og når borgerne i Århus giver gobeliner som gave til kongehuset i 1920’erne, så kan man være helt sikker på, at de også får noget igen. Medvirkende i denne episode: Tina Langholm Larsen, historiker, ph.d., museumsinspektør ved Den Kongelige Samling. Gobelinudstillingen “I tråd med tiden” kan ses på Frederiksborg indtil 6. september.

Den næste måned viser vi stadig vores store Gobelinudstilling her på Frederiksborg. Historien om riddersalens gobeliner, de kvinder der skabte dem, og inspirationen fra William Morris, Arts & Crafts, skønvirke og art nouveau. Vi har også udgivet en bog om gobelinerne både på dansk og på engelsk – og i næste uges podcast ser vi for sidste gang – i denne omgang – på gobeliner. Disse enormt store og enormt dyre kunstværker, der er blevet brugt som gaver, som diplomati, som kunst med et politisk formål og som udtryk for forholdet mellem kongemagt og folk. I kølvandet på Frederiksborgs gobelinprojekt 1901-1928 blev der skabt smukke serier af gobeliner både på Københavns Rådhus og på Christiansborg – og som en sen efterdønning kom så de to store serier skabt på selve den franske gobelinfabrik i Paris. Bjørn Nørgaards 17 gobeliner på Christiansborg, der var færdige i året 2000 - og de 16 nye til Koldinghus, som vil være færdige i 2029. Tina Langholm Larsen er historiker og museumsinspektør og var med til at lave gobelinbogen Tråde af tid her på Frederiksborg. Nu er hun på Den Kongelige Samling, hvor hun bl.a. forsker videre i gobeliner som kilder til både diplomati, national identitet, repræsentation og monarkihistorie.

Danmark 2009 er et af de mest populære malerier i samlingen på Frederiksborg. En satire over forbrugersamfundet og dødssynderne – dovenskab, grådighed, frådseri. Og en hilsen til kunsthistorien – hvor både Delacroix på Louvre og Otto Baches De sammensvorne her på Frederiksborg indgår i maleriet og har formet det. Peter Carlsens maleri indgår i IKONISK - det spor, vi har lagt gennem Frederiksborgs samling. Syv værker og genstande, der fortæller Danmarkshistorie fra middelalderen til i dag. Her i sommer har vi sendt fem af historierne: De Sammensvorne, Birgitte Gøye, Den Gottorpske Himmelglobus, Den Grundlovgivende Rigsforsamling, og nu altså det nyeste af dem alle sammen: Peter Carlsens Danmark 2009. Peter Carlsen har altid haft let ved at tegne og male. Det er jo bare at se, siger han. Men samtidig er det vigtigt for Carlsen, at maleriet jo ikke er virkelighed. Det er en illusion. Han er interesseret i den fortolkning og subjektive aflæsning, vi lægger ind i det, vi ser.

Den Grundlovgivende Rigsforsamling er et af Frederiksborgs største og mest ikoniske malerier. Det skildrer det første møde, i efteråret 1848, af de mænd, der skulle skrive Danmarks nye forfatning. Og det indgår i IKONISK - det spor, vi har lagt gennem Frederiksborgs samling. Syv værker og genstande, der fortæller Danmarkshistorie fra middelalderen til i dag. Her i sommer sender vi fem af historierne: De Sammensvorne, Birgitte Gøye, Den Gottorpske Himmelglobus, Den Grundlovgivende Rigsforsamling, og Peter Carlsens "Danmark 2009". Siden PORTRÆT startede i marts 2023, har vi talt om Grundloven og den svære vej til demokrati nogle gange. Om hvordan der gik 70 år, før kvinder første gang kunne stemme til Rigsdagen. Om hvordan Grundtvig insisterede på at komme ind i rigsforsamlingen, selv om han egentlig ikke mente, vi behøvede en Grundlov. Om Constantin Hansens maleri, om slanket enevælde og den første grundlov som en slags værn mod demokrati. Denne sommerepisode bringer uddrag fra fire tidligere episoder med historikerne Dorthe Chakravarty og Jens Lei Wendel Hansen, forfatteren Heidi Laura og Frederiksborgs forskningschef Lone Kølle Martinsen.

Vi skal ud i rummet i dag. Gennem solsystemet, forbi planeterne og længere ud i universet. Og vi skal se på én af Frederiksborgs største skatte: den berømte Himmelglobus fra Gottorp Slot i Slesvig. Den kom til Danmark som krigsbytte, og brygger Jacobsen købte den i 1879 til sit helt nye museum på Frederiksborg. IKONISK er titlen på et spor, vi har lagt gennem Frederiksborgs samling. Syv værker og genstande, der fortæller Danmarkshistorie fra middelalderen til i dag. Her i sommer sender vi fem af historierne: De Sammensvorne, Birgitte Gøye, Den Gottorpske Himmelglobus, Den Grundlovgivende Rigsforsamling, og Peter Carlsens "Danmark 2009". Da Himmelgloben blev lavet, var der videnskabelig enighed om, at Solen – ikke Jorden – var universets centrum. Men at mennesket blot er en lillebitte del af et uendeligt univers med milliarder af solsystemer, er noget, vi først nu er ved at forstå. For hvad er egentlig menneskets plads i det endeløse univers? I denne episode af PORTRÆT møder du astrofysikeren Anja Cetti Andersen, der fortæller om solsystemet, urmagermester Rune Bakkendorff, der fortæller om Himmelglobens avancerede mekanik, og filosoffen Joachim Wiewiura, der fortæller om menneskets plads i det uendelige rum.

En kvindelig koncernchef – sådan kan man se Birgitte Gøye, en af Danmarkshistoriens rigeste og mest magtfulde kvinder. Hun havde ejendomme i hele Danmark og et netværk i magteliten i hele Norden. I rollen som kvindelig lensmand var hun lige præcis som en dygtig koncernchef. IKONISK er titlen på et spor, vi har lagt gennem Frederiksborgs samling. Syv værker og genstande, der fortæller Danmarkshistorie fra middelalderen til i dag. Her i sommer sender vi fem af historierne: De Sammensvorne, Birgitte Gøye, Den Gottorpske Himmelglobus, Den Grundlovgivende Rigsforsamling, og Peter Carlsens "Danmark 2009". Den der er meget stærk, bør også være meget god – sådan siger Pippi – og sådan tænkte Birgitte Gøye tilsyneladende. Hun brugte sin rigdom og sin magt på at skabe netværk, hjælpe unge piger frem – hun gav penge til de fattige, støttede uddannelse og skabte sammen med sin mand den eliteskole, der fik navnet Herlufsholm. Og så var hun et dybt religiøst menneske i en voldsom brydningstid – midt i 1500-tallet, hvor det gamle samfund gik under i borgerkrig og et nyt skulle opbygges. I stue 26 på Frederiksborg hænger det eneste samtidige portræt af Birgitte Gøye. Det er malet i 1550, da hun var 39 år gammel. Min gæst er historikeren, dr.phil. Grethe Jacobsen. Hun har skrevet den første biografi nogensinde om Birgitte Gøye.

Natten til den 22. november 1286 blev kong Erik Klipping myrdet i Finderup Lade uden for Viborg. Et halvt år senere blev ni stormænd dømt for mordet og gjort fredløse. Men kan vi være sikre på, at det var dem, der gjorde det? IKONISK er titlen på et spor, vi har lagt gennem Frederiksborgs samling. Syv værker og genstande, der fortæller Danmarkshistorie fra middelalderen til i dag. Her i sommer sender vi fem af episoderne: De Sammensvorne (1286 og 1882), Birgitte Gøye (1550), Den Gottorpske Himmelglobus (1657), Den Grundlovgivende Rigsforsamling (1848), Peter Carlsens "Danmark 2009". Medvirkende i denne episode: historikeren Thomas Heebøll Holm. Forfatter til bogen Det sidste kongemord i serien 100 danmarkshistorier.