
Moviebox
Diskutér Moviebox på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Moviebox på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Velkommen til Sæson 12! Det er utroligt dejligt at være tilbage i Moviebox. Tiden går for hurtigt, men så er det jo rart at vi bare kan trykke på rewind. Vi har været væk længe, og som altid er grunden, at Kaptajn Video har ligget underdrejet med projekter og arbejde. Men der findes ikke noget sted, der er dejligere at vende tilbage til end Moviebox, så velkommen til jer, velkommen til os og VELKOMMEN TIL MOVIEBOX! Lad os komme igang: Vi skyder sæsonen i gang ved at vende kasketten og rulle ud i de skumle amerikanske baggårde og undergrundsbaner. Temaet er nemlig "Moviebox in da hood". Følg med. Niels åbner ballet i L.A. omkring årtusindskiftet og har simpelthen taget to film med, fordi én Leprechaun-film aldrig er nok... Yes, 'Leprechaun in the Hood' (2000) og 'Leprechaun: Back 2 tha Hood' (2003). Warwick Davis er tilbage som den titulære gnom, der denne gang krydser klinger (og ryger bong) med selveste Ice-T i en verden af magiske fløjter og guldskatte. Sonny hæver produktionsværdien markant med Walter Hills neglebidende action-thriller 'Trespass' (1992). Her spiller Bill Paxton og William Sadler to brandmænd og lykkeriddere, der finder et skattekort og pludselig er fanget i en forladt bygning, omringet af et tungt bevæbnet slæng anført af Ice-T og Ice Cube. En ægte, intens omgang bøf i burgeren. Ask runder af og tager os med til New York anno 1976 med den ultra low-budget 'Devil's Express' (også kendt som 'Gang Wars'). Vi prøvede desperat at få Ice-T med her også for at fuldende et ægte hattrick, men da han kun var 18 år gammel i '76, havde han nok lidt for travlt med at rulle rundt i sit eget hood til at lege med dæmoner. I stedet får vi skuespilleren med det fantastiske navn Warhawk Tanzania, der forsøger at løse en blodig bandekrig mellem The Blackjacks og The Red Dragons med ren karate, alt imens en 2000 år gammel dæmon fra Hongkong hærger nede i byens undergrundsbane. Skulle du i øvrigt sidde og få sved på panden over, at episoden slutter for hurtigt, så træk vejret dybt og læg vejen forbi patreon.com/cw/moviebox. Her kan du nemlig melde dig ind i Klub Moviebox og få adgang til vores fulde, ubeskårne episoder. Og netop denne sæsonstart er ekstra, ekstra, ekstra lang derovre! Vi sidder faktisk og snakker sammen i over en halv time, inden selve episoden overhovedet går i gang, så der er enormt meget ekstra guld (eller hvad du vil kalde det) at hente for Klub Moviebox-medlemmerne. Vi er varmet op, dæmonerne er sluppet løs, og vi er klar til at tage hul på en helt ny sæson, så skru op og tryk play. Med venlig hilsen,Casper, Ask, Sonny & Niels

Det er blevet tid til at sætte det sidste, afgørende bånd i afspilleren og lukke ned for sæson 11 i et brag af en sæsonfinale. Temaet i denne omgang er gyser-genrens måske mest ikoniske kategori: 'Den sidste pige' (eller 'Final Girl'). Vi spænder hjelmen og dykker dybt ned i slasher-universet, hvor blodet flyder, fælderne klapper, og kun én stærk heltinde står tilbage i det sidste desperate mørke. Aftenens filmmarathon lægges stærkt ud af Ask, der tager os med ud i skoven i Jeff Liebermans stilsikre 'Just Before Dawn' (1981), hvor fem unge jagtes af semideforme rednecks i et naturdokumentarisk slasher-mix spækket med et vildt Brad Fiedel-soundtrack. Niels rykker os bagefter direkte til Japan med den ækle kult-banger 'Evil Dead Trap' (1988), hvor et tv-hold lokkes ud til et forladt fabrikskompleks af et ubehageligt snuff-bånd i en isblå, blodig og Goblin-inspireret giallo-pastiche. Til sidst runder Sonny sæsonen af med arnestedet over dem alle, Tobe Hoopers 'The Texas Chain Saw Massacre' (1974), hvor aftenens ubestridte Final Girl, Sally (Marilyn Burns), leverer filmhistoriens mest ikoniske, blodtilsølede og traumatisk maniske grin, mens Leatherface svinger motorsaven i solnedgangen... solnedgangen over sæson 11! Tusind tak fordi I har fulgt med os på denne uendelige VHS-odyssé gennem hele sæson 11! Ja, der har været en MEGET lang pause i udgivelserne, men ikke uden årsag. Helt inde i kernen af det univers der producerer Moviebox (og Filmnørdens Hjørne og What2watch), sker der nogle meget store ting. Det er teknisk og det rækker langt ud i fremtiden, men det er arbejde, der må gøres nu. Så computerne i studiet damper og redaktøren er 17% mere skeløjet end han plejer, men det tegner godt. Vi skal nok fortæller om det hele, når tingene får mere form, men vi er der ikke helt endnu. Til gengæld kan vi allerede nu afsløre at sæson 12 er i kassen og ligger og venter lige om hjørnet. Der går ikke længe før den rammer dine ører, og vi glæder os allerede. Rigtig god fornøjelse og husk: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Skru helt op for varmen, dæmp belysningen og smid silkelagner over den tunge Esselte moviebox. Det er nemlig blevet tid til en sveddryppende, lummer og naturligvis livsfarlig filmaften i studiet. Temaet er denne gang den dejligt pivåbne kategori: 'Begær med døden til følge'. Vi dykker dybt ned i den erotiske thriller-genre, for på VHS er kærlighed og begær blodigt, svedigt og frem for alt pissefarligt. Sonny skyder ballet i gang og tager os med til det hede, voodoo-inficerede New Orleans i Alan Parkers neo-noir mesterværk 'Angel Heart' fra 1987. Her får vi Mickey Rourke som snusket privatdetektiv, Robert De Niro som den mystiske Louis Cyphre med de lange negle, og selvfølgelig den berømte og ualmindeligt blodige sexscene med Lisa Bonet (som i øvrigt kostede hende tjansen i 'The Cosby Show'!). Det er en stilsikker, dyster og utroligt velcastet start på aftenen. Ask tager over og krydser Atlanterhavet for at levere aftenens europæiske bidrag. Han smækker nemlig Paul Verhoevens 'Den fjerde mand' ('De vierde man') fra 1983 i maskinen. Her følger vi en biseksuel, alkoholiseret forfatter (spillet af Jeroen Krabbé), der indleder et forhold til en mystisk "sort enke", hvis tidligere ægtemænd alle er døde på voldsom vis. Det er et syret, symbol-tungt forstudie til 'Basic Instinct', hvor virkeligheden langsomt går i total opløsning. Og som traditionen nærmest byder, tager Niels os til sidst helt nede i sølet. Han har fundet den fuldstændigt vanvittige, hjemmelavede 'The Nostril Picker' fra 1993. Her følger vi en klam, midaldrende herre, der vha. en forbandeldse kan skifte form til en teenagepige for at infiltrere det lokale high school-miljø. Det kulminerer i absurd vanvid, en fake hånd og en titel, der viser sig at være overraskende bogstavelig. Rigtig god fornøjelse og husk: Altid spol episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen,Ask, Sonny, Niels & Casper

(OBS: Denne gratis-version er 9½ minut kortere end Klub Moviebox-versionen på Patreon!) Skuden er ladet med... Viennetta-is og 90'er-nostalgi! Inden vi for alvor spænder sikkerhedsselen i tidsmaskinen, starter vi nemlig denne særlige Rewind-episode med at synge en lille sømandssang som et par trætte, gamle drenge. Vi drømmer os tilbage til dengang, hvor vaskeægte fredagsunderholdning bestod af interaktive tv-spil i flimmerkassen, og hvor den absolutte top af luksus var sprød Viennetta-is skåret med kniv. Og så får vi da også lige via Tidsmaskinen slået fast én gang for alle, hvem der er den absolut sejeste kødhest af Stallone og Schwarzenegger!!! (spoiler: Det er Arnold). Men så er det ellers også blevet tid til at pudse tidsmaskinen og rejse tilbage til dengang, vi rendte rundt på Filmnørdens Hjørne og dyrkede videomani i de tidlige 'Den om VHS'-episoder. Nærmere bestemt skruer vi tiden helt tilbage til 2018 og episoden 'Den om VHS 3'. Her tog vi nemlig endnu en tur på drabelig safari under temaet: 'Dyr, der dræber II'. For naturen er måske nok smuk, men på VHS er den heldigvis først og fremmest livsfarlig. Sonny lægger lidt usædvanligt ud med aftenens "kloge" film. Han smækker nemlig John Frankenheimer-filmen 'Prophecy' (1979) i maskinen, der byder på både tung klimaaktivisme og en hævngerrig, muteret "menneske-bjørne-gris", som deler øretæver ud ude i skoven. Niels sænker straks niveauet helt ned i jordhøjde og disker op med herligt spansk videoskrald i form af 'Slugs' (1988). Her invaderer muterede dræbersnegle et stakkels lokalsamfund, primært med det formål at iscenesætte en række voldsomt underholdende dødsscener. Og traditionen tro har vi gemt Ask til sidst. Han sprøjter italiensk dyregalskab direkte ind i vores halspulsårer og tager os straks med til Frankfurt i 'Wild Beasts' (aka 'Belve feroci') fra 1984. Her går alle dyrene i den lokale zoo ganske enkelt fuldstændig amok i et blodigt orgie, helt uden irriterende forstyrrelser som "plot" og "logik". Rigtig god fornøjelse og husk: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Vi troede, vi skulle lave en sjov live-episode om katastrofefilm. I stedet lavede vi en katastrofe for åben scene. Med publikum. I Grand. Perfekt. Allerede fra start var noget off: lydproblemer, dårlige varsler og en fornemmelse af, at noget havde inviteret sig selv indenfor. En episode, der skulle handle om film, hvor alt går galt, valgte konsekvent selv at gå galt. Læn dig tilbage og hør katastrofen udspille sig foran et live publikum, der tappert bliver siddende, mens humøret, håbet og viljen til at leve langsomt siver ud af salen. Og vi må lige understrege, at vi fandt på episodens titel INDEN vi optog den... Ask vælter første dominobrik med 'When the Wind Blows' (1986). En animeret feelgood-film om atomkrig til folk, der hader glæde. Et ældre britisk ægtepar følger statens gode råd, mens verden stille og roligt går under omkring dem. Stemningen dør, men publikum overlever med nød og næppe. Dette ser Niels og tænker: "Det kan jeg gøre bedre... jeg mener, værre!" og prompte hiver han 'Threads' (1984) frem. BBC's nådesløse undersøgelse af, hvad der sker hvis alle dør og ingen lærer noget, sætter virkelig gang i festen. Trøstesløs realisme, forkullede fremtidsudsigter og kollektiv dødsangst. For at redde aftenen (og sig selv) smider Mr. Sunshine (!) derefter 'The Fantastic Four' (1994) på bordet: Roger Corman, en million dollars, og en Marvel-film så katastrofal, at den aldrig udkom. Sonny prøver tappert at være den voksne på scenen med 'Rollercoaster' (1977). Rutsjebaner, terrorisme og tv-stemning. Der er sådan set ikke meget galt med filmen - passer godt til Moviebox - men ér det overhovedet en katastrofefilm? Bedøm selv. Til alle jer i salen (og jer der lytter med derhjemme) tak fordi I blev siddende. Tak fordi I ikke rejste jer og forlod Grand i tavs protest, hvilket ellers tydeligvis var den mest fornuftige ting at gøre. Vi lover (måske), at vi aldrig laver en katastrofefilmaften igen. Vi lover (helt sikkert), at vi ikke lærer noget af det. Men lige meget hvad, så HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt. Med venlig hilsen,Ask, Sonny, Niels & Casper

Tidsmaskinen er indstillet til året 1979, hvor verden viser sig at vakle mellem drømmelogik, eksistentiel panik og virkelig dårlige overskæg. Det er nemlig blevet tid til en af de episoder, hvor vi smider al sund fornuft over bord og beslutter os for at elske ét filmår helt uden sikkerhedsnet. Det går præcis, som du forventer. Ask lægger ud med 'Time After Time', hvor H.G. Wells opfinder tidsrejser, Jack the Ripper stjæler maskinen, og San Francisco bliver mål for victoriansk seriemorder-turisme. En genial præmis, en lettere bedaget udførsel og en film, der føles som om den insisterer på at være ældre, end den egentlig er. Sonny fortsætter med 'Hardcore', Paul Schraders onde tur ned i Los Angeles' porno-underverden. George C. Scott spiller gudsfrygtig familiefar på selvtægtskurs, og stemningen er så ubehagelig, alvorlig og menneskelig, at det er utroligt svært at grine af. TURN IT OFF!!! Niels lukker og slukker med 'Phantasm' alias 'Dus med døden'. En gyserklassiker, der ikke forklarer sig, ikke undskylder og ikke helt giver mening, men som til gengæld giver dig en ægte VHS-feberdrøm, der kun bliver bedre, jo værre din tracking er. En ægte kultklassiker. Vi må også huske at takke jer, der støtter os i Klub Moviebox på Patreon. I holder os kørende, mens vi roder rundt i filmhistorien uden hjelm og bremser. Og HUSK det nu: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen,Ask, Sonny, Niels & Casper

Der findes mange måder at forklare udlændinge, hvad Danmark er for et land. Man kan nævne velfærdsstaten, hygge og cykler. Eller man kan gøre det rigtige og afspille denne episode for dem, hvor dansk kultur kolliderer frontalt med Hollywood og efterlader et krater fyldt med Technicolor-eventyr, rumskrot og folkekomedie. Sonny leverer den officielle, statsautoriserede eksportvare med 'Hans Christian Andersen' (1952): en amerikansk musical, hvor Danny Kaye spiller en fiktiv, A.D.H.D.H.C. Andersen i et plastik-pænt "Kopenhaagen". Bliv ikke bange, hvis du oplever hyletoner eller hvinen i tænderne undervejs. Det er helt normalt. Ask tager den diametralt modsatte vej og finder Danmark nede i bunden af VHS-gitteret på Esso-tanken med 'Critters 4' (1992). Anders Hove dukker op i et træt rumlaboratorium, hvor små pelsede dræberkugler igen terroriserer et cast, der spiller som om deres agent har ghostet dem. Det er straight-to-video-space-spas på laveste blus, og et godt bud på "Danmark i Hollywood". Niels sørger for en delle-lun og sikker afslutning med den hjemlige Hollywood-rejse i 'Walter og Carlo i Amerika' (1989): Tynd spionsuppe, O.G. far-jokes og Tony Curtis på autopilot. Du får hele pakken og kan med ro i maven slumre hen i en lidt sløv, dansk 80'er-fis. Godnat. Samlet er denne aften en tour de VHS i dansk storhedsvanvid og mindreværd på én gang: Hollywoods høflige misforståelser af os og vores egne misforståelser af Hollywood. Det er rodet, nostalgisk, pinligt, virkelig sjovt… og på en eller anden måde også lidt rørende, fordi Danmark åbenbart altid insisterer på at være med i legen, selv når vi kommer for sent og har taget de forkerte sko på. I øvrigt, vil du støtte vores fortsatte, uansvarlige kulturformidling (og finansiere VHS-rens, chips og mental selvopretholdelse), så kig forbi Klub Moviebox på Patreon: https://www.patreon.com/moviebox. Og hvis du allerede støtter, så er du en af dem, der sørger for, at Danmark fortsat får den filmpodcast, det fortjener... Rigtig god fornøjelse og HUSK: Pas, penge og spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen,Ask, Sonny, Niels & Casper

Hvis du leder efter den perfekte Moviebox-episode til at dele med andre, så stopper din søgen her. "Liderlige lig" er episoden, du naturligvis bør spille højt i stuen, i bilen på vej til sommerhus, på kontoret fredag eftermiddag, til julefrokosten, i SFO'en og meget, meget gerne til næste forældremøde. Her får du endelig en aften, hvor nekrofili, sex med døde, zombiekærlighed og bedemandskælder-ritualer bliver diskuteret så passioneret som public service. Og læg lige mærke til, hvor hurtigt det føles heeelt normalt, at vi sidder og vender liderlige lig som om det var en helt almindelig filmgenre på linje med romantiske komedier. Niels lægger ud med filmen, du selvfølgelig bør sætte på til familiefesten: Michele Soavis 'Dellamorte Dellamore' aka 'Cemetery Man' (1994), hvor Rupert Everett spiller opsynsmand på en kirkegård, hvor de døde er kåde og ikke bliver liggende. En lille, varm og meget mærkelig blanding af kærlighed, zombier og sammenbrud, perfekt til at dræbe enhver form for god stemning. Sonny tager os derefter til Canada med 'Kissed' (1996), hvor Sandra arbejder hos en bedemand og udvikler et stille, meget alvorligt forhold til de balsamerede kroppe efter fyraften. En kølig, poetisk og dybt seriøs film om kærlighed, død og grænser, hvilket selvfølgelig gør den oplagt at leje til den næste børnefødselsdag. Ask runder aftenen af med 'Love Me Deadly' (1972), hvor en pæn overklassefrue bruger sin fritid på at gå til fremmede menneskers begravelser og kysse lig, og snart ryger med ned i en nekrofil kult i bedemandens kælder. Det er grindhouse, kult-ritualer og ægteskabelige hemmeligheder i skøn forening, så ha' den nonchalant kørende i stuen næste gang svigerfamilien kommer på besøg. Samlet set bliver det en episode, der med største alvor og mindst mulig skamfølelse får nekrofili præsenteret som noget, man lige så godt kan tale åbent om som pensionsopsparing og streamingabonnementer. Det er forstyrrende, trist, tankevækkende, ulækkert, overraskende rørende og selvfølgelig virkelig sjovt, fordi det foregår i Moviebox og ikke i din virkelighed… forhåbentlig. Så ja: Dette er episoden, du i en perfekt verden spillede for alle, men la' vær'. Tag hovedtelefonerne på i stedet, sænk blikket, og benægt alt, hvis nogen spørger, hvad du lytter til. Rigtig god fornøjelse og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen,Ask, Sonny, Niels & Casper

Ja, vi ved det godt. 'Dyr der dræber' er nu oppe på fjortende kapitel, og vi kan efterhånden ikke helt forklare hvorfor. Men det stopper ikke os (eller jer) fra at grave endnu dybere i kassen med dyredræber-film, som verden har forsøgt at glemme. Denne gang byder vi på en episode spækket med muterede, italienske gummi-fisk, præ-kode-vold og en kernefamilie af hævngerrige kakerlakker i menneskedragter. For selvfølgelig gør vi det. Ask starter showet med den ældste film, vi nogensinde har haft med - 'Murders in the Zoo' (1933), hvor en zoolog dræber folk med eksotiske dyr, fordi hans kone er lidt for løs på tråden. Starter med en mand, der får syet munden sammen og det er faktisk noget af det mere afdæmpede. Sonny har fået hvisket 'Meet the Applegates' (1990) i øret. En 90'er-satire med insekter forklædt som kernefamilie, pornoafhængighed, teen-graviditet, menneske-pupper i kælderen og en aborteret kakerlak-baby, der bliver trampet ihjel. Niels lukker og slukker med det måske mest plankton-forgiftede stykke italienske mutantfiskefilm, verden ikke har bedt om: 'Creatures from the Abyss' aka. 'Plankton' (1994). Vi taler flyvende fisk, dubbet dialog, mutationer under sex og naturligvis rognfødsel i kahyt med nisse-lampe-erektion. Filmen burde afleveres i særskilt miljøcontainer, men Niels serverer den naturligvis med stolthed og kun det fineste tøris. Så sluk for hjernen og lad os tage dig med til endnu et Moviebox Dyrskue, hvor dyrene dræber, intet giver mening, og Niels har købt tysk Blu-ray. Vi siger ikke, at vi er stolte, men vi har det sjovt. Og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Vi har været i Jem & Fix for at drage nytte af deres tilbud på plutonium, så tidsmaskinen kan tage os helt tilbage til 13. juli 2017, hvor vi for første gang sad bænket i studiet for at stable vores anden 'Den om VHS'-episode på benene. Den første episode med deciderede filmaftner, som vi senere baserede hele Moviebox-konceptet på. Vi skal specifikt tilbage til episodens ottende filmaften, hvor vi dykkede ned i den kvalitetsbevidste subgenre for film med meget små monstre. Bemærkelsesværdig af den simple årsag, at genren stort set er død, selvom der ganske viste lige er blevet offentliggjort planer om... suk... 'Gremlins 3'. Tag jer ikke af, at vi straks begynder at massere vores tindinger, for nu skal vi jo ikke frem, men tilbage til tre film, der på hver sin måde illustrerer kreativiteten hos 80'ernes mest depraverede filmskabere. Ask starter i det absolut grimmeste hjørne af VHS-reolen med en musical (!) baseret på nogle werid-ass samlerkort. I 'The Garbage Pail Kids Movie' (1987) møder vi et hold småmutanter, der ligner gensplejsede Muppets og opfører sig som stive onkler til en børnefødselsdag. Niels tager os på studietur med nogle meget verbale Ghoulies, der nu i 'Ghoulies III: Ghoulies Go to College' (1990) går på college, laver pranks og generelt opfører sig som frat boys med svampeforgiftning. Og Sonny serverer Larry Cohens mutantbaby-svanesang: 'It's Alive III: Island of the Alive' (1987). En tropisk ø, en flok voksne babyer i eksil og Michael Moriarty, der konstant danser på kanten af jazz. Vi snakker naturligvis også om småmonster-genrens status i 2025, og mindes den dag, Ask købte 'Hobgoblins' på Blu-ray (med vilje) som en gave til Casper. Hvilket minder os om: TAK, KLUB MOVIEBOX! Tak til jer, der støtter os på Patreon og dermed gør det muligt at købe VHS-rens, gaffa-tape og terapi mod Garbage Pail Kids-angst. Og husk det nu: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Danskere er som regel pinligt gode til at dyrke deres nationale selvværd gennem de landsmænd, som formår at skabe sig en karriere i det brændvarme, internationale stjernelys. Af alle danske skuespillere, der har gjort sig godt i filmverdenens højeste luftlag, tænker de fleste nok hurtigt på Mads Mikkelsen, Connie Nielsen eller Viggo "Gu' fa'en er han DANSKER!" Mortensen. Ikke os. Vi tænker nemlig enten på Svend-Ole Thorsen eller - som i nat - på en stanghøj kvinde fra Rødovre ved navn Gitte aka. Brigitte Nielsen aka. Brigitte Stallone aka. Brigitte Nielsen igen! Gazellen fra Vestegnen, der lagde Hollywood for sine fødder, er uden sammenligning en af de største Moviebox-stjerner vores lille, danske land nogensinde har affødt. Det kræver popularitet, storhed og Hollywood glamour, som hun leverede i 'Rocky 4' og 'Beverly Hills Cop 2', men det kræver også støvet bundskrab fra tilbudsgitteret nede på Esso-tanken, som vi skal dyrke i aften. Første Brigitte-film i aften kommer fra Niels, og han tager os med ud i rummet til 'Galaxis' (1995). Hvad er Galaxis? Det spørger alle om, ikke mindst Niels, og han har SET filmen. Ask bringer aftenens nok bedste bud på en kvalitetsfilm, når han tager os med til det barske Conan-univers, hvor Brigitte svinger sværd og stænger som kvindelig barbar i 'Red Sonja' (1985). Og så runder Sonny af med 'Mission of Justice' (1992), hvor Brigitte måske nok spiller en lille rolle, men som stadig fortjener at få sin dag i lyset... og så at blive pakket væk for evigt. Denne episode er optaget live foran et veloplagt publikum i Grand Teatret i august 2025, hvor vi fejrede vores seks års fødselsdag. En episk aften fyldt med fest og farver, som denne episode er et godt eksempel på. Også en aften, hvor vi igen fik lov til at møde alle jer lyttere, og det er altså svært ikke at blive benovet over jeres fortsatte støtte, til vores maniske besættelse af VHS. Især stor tak til vores Patreon-støtter, der som altid får en længere episode end alle andre - 10 minutter, for at være præcis. Og HUSK det nu: Spol båndet tilbage, når du er færdig! Med venlig hilsen, Casper, Niels, Ask & Sonny

Forrige episode med 'Glemmekassen' var den perfekte start. Det var sikkert, hyggeligt, lunt og rart. Med andre ord absolut ikke særlig Movieboxet. Er sæson 11 overhovedet kommet rigtigt i gang? Nej, ikke endnu, men spænd hjelmen, for denne uges episode folder virkelig sejlene ud på vores hærdede skude HMS Moviebox, der bringer os videre i vores uendelige VHS-odyssé. Og som fire VHS-Odysseus'er møder vi også mange ikoniske video-myter og -monstre på vores vej, men hvordan det er lykkedes os at undgå denne episodes tema er nok det største mysterium af alle: BYTTE-BYTTE KROP! Niels lægger ud på den støvede hylde med Dansk film, hvor han finder den danske sci-fi-thriller 'Farligt Venskab' (1995), hvor den danske Mr. Moviebox him self, Ulf Pilgaard, skal spille en 15-årig teenager. Det er dansk 90'er-uhygge, når det er allermest dansk. I vanlig stil tager Sonny en film med, der er god på 4-stjerner-måden. Han serverer nemlig den trygge og ufarlige Blake Edwards-komedie 'Switch' (1991). En mandschauvinist lærer en hård lektie, da han vågner op i Ellen Barkins krop og nu skal håndtere sin totalt forvirrede bedste ven (TV's Jimmy Smits). En ægte Beverly Hills Club-klassiker. Og netop som vi tror, aftenen er faldet til ro, kører Ask videobussen direkte ud over afgrunden med det ubestridelige mesterværk 'The Thing with Two Heads' (1972). Aldrig har en titel løjet så lidt. En rig, hvid racist får sit hoved transplanteret på kroppen af en sort mand og en lavine af dybt politisk ukorrekt 70'er-galskab følger. Det bliver en aften, du sent vil glemme, uanset hvilken krop du vågner op i i morgen. Det var alle de Pringles-dåser vi havde til jer denne gang, men HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

"We're back, Mortimer!" Sæson 11 er hermed i maskinen, og vi starter et helt nyt sted: Vi åbner nemlig glemmekassen. Det er den der snavsede plastikkasse bagerst i videobutikken (eller på SFO'en), fyldt til randen med alle de film, vi af uforklarlige årsager har glemt at tale om. Det er de åbenlyse klassikere, de personlige hjertebørn og de titler, der egentlig burde ha' været med for længst. Aftenens menu er den perfekte tretrins-raket, der starter pænt, dykker ned i ægte kult og slutter et sted midt imellem med fuld smadder. Ask får æren af at skyde løjerne i gang og tager os med til Toontown med en film, der vitterligt er en del af vores film-DNA: 'Who Framed Roger Rabbit' (1988). Det er Zemeckis i teknisk topform, film noir forklædt som tegnefilm, og et magisk stykke filmhistorie. Niels følger trop og hiver os væk fra Hollywoods A-liste og direkte ned i atomaffaldet med filmen, der forklarer alt om hans filmsmag: 'The Toxic Avenger' (1984). Hør oprindelseshistorien om, hvordan han så den som 9-årig, troede den var mainstream, og blev formet for livet af Troma-snask. Sonny runder aftenen af og rammer den perfekte balance med 'Ricochet' (1991). Her møder Denzel Washington med en frisk Oscar i baglommen John Lithgow, der har skruet psykopat-knappen op på 11 og knækket den af. Tusind tak til alle jer, der lytter med, og en helt særlig tak til jer i Klub Moviebox, der holder liv i maskineriet og finansierer vores VHS-rens. Tak for støtten! Og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

🎟 MOVIEBOX LIVE I GRAND – 23. august kl. 21.30 🎟 Drop alt, hvad du har i hænderne (medmindre det er en VHS – så læg den forsigtigt fra dig) og køb billet til årets mest uforudsigelige aftale med skæbnen. Vi lover skøre film, store grin, absolut ingen gæster og mulig risiko for at blive ramt af flyvende VHS-bånd. 👉 Billetter: https://grandteatret.dk/film/moviebox-live-i-grand/ 👉 Event: https://www.facebook.com/events/721847637676283 Døren til lydstudiet sparkes op indefra. Røg vælter ud. Niels halter ud med et stort bidemærke i skulderen og resterne af en VHS-kassette i hånden. Sonny er dækket af plastikedderkopper og gentager manisk: "Det var bare en kanin! Det var bare en kanin!" Ask slæber på en sort sæk, der piber, blinker og lugter af varm plastik. Casper er forsvundet, men hans stemme kan stadig høres inde fra studiet: "Hvad VAR det for en lyd?" Velkommen til afslutningen på sæson 10. En sæson der startede med babyer og slutter med bestialske dyr. Det er for øvrigt 13. gang vi skal besøge verdens farligste Zoo. Dyr der dræber kan ikke stoppes. De vil ikke stoppes. De er Moviebox. Efter et langt kram fra The Commodores kaster Niels os direkte ind i infernoet med 'The Nest' (1988), hvor muterede kakerlakker invaderer en lille kystby og viser, hvad der sker, når man blander dårlig madhygiejne med løssluppen videnskab. Det hele udvikler sig til en gyser med sammenvoksninger, klamme kærlighedsscener og foruroligende stor sympati for kakerlakker. Det er som om, David Cronenberg havde tømmermænd og en deadline. Ask fanger os i sit spind med 'Arachnophobia' (1990). En sydamerikansk dræber-edderkop er taget med hjem i kufferten og har startet familie i en amerikansk flække, hvor Jeff Daniels mest af alt bare vil slappe af og ikke dø. Bare ærgerligt, FOR DØDEN KOMMER PÅ OTTE BEN, JEFF! Det er sjovt, uhyggeligt og pakket ind i Spielberg-light. En klassiker. Sonny sætter kronen på værket med 'Night of the Lepus' (1972), hvor man helt alvorligt forsøger at gøre kaniner til en troværdig trussel. Hvide kæmpe-kaniner tramper i slowmotion på hvad der mest af alt ligner en modeljernbane. Og Janet Leigh er med! Det er en noget nær perfekt afslutning på en perfekt sæson. Og sådan ender sæson 10 - en rejse gennem hævngerrige babyer, pensionister med voldelige tendenser, antologier med attitude, aliens med agendaer, og kødheste med alt for meget olie. Vi har været i Afrika, i fængsel, i shoppingcentre, i skoven og til live shows, hvor Moviebox'en brændte under os og fik os til at danse. Vi har sagt ja til alt det, der lugtede af Moviebox. Og det gav, som altid, pote. Tak til jer i Klub Moviebox, der med jeres støtte har muliggjort endnu en sæson med VHS-kaos, kultfilm og kæledyr med dræberinstinkt. I har holdt strømmen kørende til vores maskinpark af defekte tracking-forstærkere, betalt for juridisk rådgivning efter vores screening af 'Cannibal Ferox' i Matildas 1.-klasse og sikret, at vi fortsat kan betale beskyttelsespenge til Giancarlo - poliziotteschi-pusheren med de store knoer. Vi har ingen plan. I er planen. Er du ikke medlem, men vil gerne være det, så er det her det foregår: https://www.patreon.com/moviebox Husk at spole sæsonen tilbage, når du har lyttet færdigt! Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Vi har pakket rygsækken, snøret vandrestøvlerne og efterladt al sund fornuft derhjemme. Det er tid til skovtur med Moviebox! ...og vi er ikke alene derude. Mellem grantræer og båndsalat gemmer sig både rumvæsner, råbende rednecks og en sær trædukke, der næsten bliver uhyggelig. Denne episode er dedikeret til de film, der efterlader os ud i skoven uden kort, uden kompas, og helt uden respekt for hverken plot eller publikum. Sonny lægger hårdt ud med 'Without Warning' (1980). En gruppe teenagere tager på tur og møder en alien, der kaster levende skivevæsner i hovedet på folk som en vred frisbee-entusiast. Rundt i skoven vandrer Jack Palance og Martin Landau, begge fanget i hver deres film, ingen af dem gode. Alt virker lidt forkert, som om man har drømt om 'Predator', men vågner i et lokalteater. I Niels' picnic-kurv finder vi 'The Galaxy Invader' (1985). Don Dohlers hjemmebryggede sci-fi-actiondrama fortæller historien om et grønt rumvæsen, der styrter ned i skovene uden for Baltimore og straks bliver omringet af en familie, der løser alle problemer med enten vold eller råben. Det føles mest af alt som et skoleprojekt, der er stukket helt af. Sidst men ikke mindst har Ask lejet en afsondret bjælkehytte til os i 'The Fear' (1995), hvor en flok studerende skal konfrontere deres dybeste frygt. Til det formål har de Morty, en passivt-aggressiv, menneskestor trædukke, der bare sidder og stirrer tomt ud i luften. Ask er ikke helt solgt, men han sælger den videre uden problemer. Tak til alle jer i Klub Moviebox!!! I gør det muligt for os at finde vej gennem det filmiske vildnis uden at blive spist af ulve eller fare vild i Don Dohlers plotlabyrinter. Uden jer måtte vi overnatte i skovbunden og optage episoden ved at råbe den ud gennem et nummer af Fangoria rullet sammen til et rør. Er du ikke medlem, men vil gerne være det, så er det her det foregår: https://www.patreon.com/moviebox Husk at spole episoden tilbage, når du har lyttet færdigt. Og lad Morty være. Nix pille. Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper