
Meningsfulde Samtaler
Diskutér Meningsfulde Samtaler på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Diskutér Meningsfulde Samtaler på Podland — del din mening om hvert nyt afsnit, vurdér episoderne og find andre, der elsker podcasten.

Kan man blive så optaget af at leve sundt, at det i sig selv bliver usundt? Bente Klarlund fortæller om sundhedsstress, selvoptimering og om, hvad det egentlig vil sige at være stærk. Vi taler om hendes egen følelse af aldrig helt at være god nok, om status, trivsel og hvorfor de nære relationer betyder mere og mere. Samtalen bevæger sig også ind i ensomhed, nysgerrighed og modet til at gå imod strømmen. Til sidst vender Bente tilbage til en tanke, der løber gennem hele samtalen: Der er en stor rigdom i at kunne se ud over sig selv og i at bruge sin styrke til at være et rart menneske. Kapitler i denne episode 00:00 – Når bevægelse bliver medicin 04:53 – Når sundhed bliver til sundhedsstress 06:56 – Kroppen som optimeringsprojekt 10:41 – Hvad vil det egentlig sige at være stærk? 15:23 – Perfektionisme og følelsen af aldrig at være god nok 18:15 – Status, trivsel og de nære relationer 23:58 – Inkluderende fællesskaber og ensomhed 27:15 – Nysgerrighed, energi og at gå imod strømmen 34:09 – Venskaber, Jørgen Leth og Rit Bjerregaard 38:01 – Hvad gør et liv værd at leve, og hvad vil Bente give videre? Hosted by Simplecast, an AdsWizz company. See pcm.adswizz.com for information about our collection and use of personal data for advertising.

Hvornår ved man, at det er tid til at forlade noget, man er god til? Efter næsten 36 år med musicals har Stig Rossen besluttet, at Askepot bliver hans sidste. Nu vil han begynde forfra og satse på skuespil på film og tv. Vi taler om Les Misérables, autopilot, nærvær, familie, nysgerrighed og om den aften i Hongkong, hvor han faldt i søvn på scenen midt i sin drømmerolle. For hvad sker der, når noget, man elsker, bliver rutine? Og hvornår skal man holde fast, og hvornår er det tid til at gå videre? Til sidst fortæller Stig, hvad han ville sige til sit yngre jeg: Bliv ved med at være nysgerrig. Tro på det positive i menneskets natur. Vis mennesker respekt. Og gør dig umage. Kapitler i denne episode 00:00 – Den sidste musical og et nyt kapitel 03:15 – At begynde forfra som 64-årig 06:53 – Fra Kolding til Guildhall og West End 09:14 – Les Misérables og livet på autopilot 14:04 – Hvornår skal man blive, og hvornår skal man gå? 16:35 – Nærvær, multitasking og splittet opmærksomhed 23:33 – Karriere, familie og kunsten at gøre sig umage 30:03 – Nepal og at gøre noget for sin egen skyld 34:58 – Nysgerrighed, livets endelighed og det næste kapitel 40:56 – Mennesker, tilfældigheder og råd til sit yngre jeg Hosted by Simplecast, an AdsWizz company. See pcm.adswizz.com for information about our collection and use of personal data for advertising.

Hvad sker der, når man hele livet har skullet kæmpe for sin plads i verden? Caspar Eric fortæller om handicap, præstation, penge, kunst og om at bevare det bløde indeni. Vi taler om økonomisk frihed, venskaber, normalitet og et samfund, hvor menneskets værdi let bliver koblet til produktivitet. Til sidst taler Caspar om det uventede, om de mennesker og bøger, der kan forandre os, og giver sit vigtigste råd til mennesker, der gerne vil skrive: Skriv det, du savnede fandtes. Kapitler i denne episode 00:00 – Hvorfor Caspar Eric stopper som digter 06:07 – At vokse op med et handicap 12:10 – At skulle bevise sit værd 19:32 – Penge, kunst og ønsket om frihed 28:32 – Hvad giver egentlig mening? 30:35 – Hvordan bevarer man det bløde indeni? 35:34 – Produktivitet, normalitet og menneskelig værdi 41:58 – Algoritmer, overraskelse og det uventede 47:11 – Råd til sit yngre jeg og økonomisk frihed 51:34 – Hvordan bliver man bedre til at skrive? Hosted by Simplecast, an AdsWizz company. See pcm.adswizz.com for information about our collection and use of personal data for advertising.

“Vi skal ikke længere skamme os over, hvor vi kommer fra. Vi skal være stolte af, hvor langt vi er nået.” Marijana Jankovic er skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør bag filmen Hjem - en dyb og personlig fortælling om en familie, der forlader Balkan for at skabe et bedre liv i Danmark. Mor, far og 6-årige Maja tager til Skandinavien, imens de to ældre brødre må blive tilbage i Jugoslavien, da der til en start ikke er plads til dem alle i fasterens lejlighed på Nørrebro anno 1991. I denne samtale taler vi om hjem, rødder, splittelse, skyld, taknemmelighed og om den pris, der ofte betales, når én generation ofrer sig for den næste. Marijana fortæller om sine egne forældres rejse til Danmark, om at vokse op mellem to kulturer, om at løbe stærkt for at gøre ofrene meningsfulde, og om hvorfor hun har følt et ansvar for at give sine forældres generation en plads i dansk filmhistorie. Det blev en samtale om familie, mod, sårbarhed og om at forstå, at et hjem ikke nødvendigvis er et sted, men også kan være en følelse. Hjem har premiere i biografen d. 13. maj. Vi optog på den første sommerdag i København, og Marijana havde ikke fået noget morgenmad, så vi rundede Hart Bageri på vej mod studiet. Inde hos bageren fortalte hun mig, at hun nok altid vil være nervøs for, om det hun laver, er godt nok. Til det vil jeg sige: Marijana, dét, du gør, det er godt nok. Jeg ønsker dig alt det bedste med din film, som jeg tror vil gå verden rundt. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet alene i en biografsal og grædt til en forpremiere.

Maj My Humaidan er gæst i denne episode af Meningsfulde Samtaler. Sammen taler vi om længslen efter et andet liv, om at flytte væk fra storbyen, og om hvad der sker, når man forsøger at komme tættere på sin egen natur i en tid præget af støj, hastighed og sammenligning. Vi taler også om kærlighed, stilhed, blødhed, familieliv, samfundskritik, offentlig kritik, døden, tilgivelse og modet til at leve anderledes. En samtale om at mærke efter, forestille sig en anden fremtid og skabe et liv, der føles mere levende. God fornøjelse. Køb din billet til live-talken, Møntergades Kultursalon, med Iben Hjejle, Pilou Asbæk og mig som vært, her.

I denne episode af Meningsfulde Samtaler møder jeg Lærke Kløvedal - madanmelder på Politiken og vært på podcasten Det sidste måltid. Vi tager afsæt i Lærkes bog Sømærke og taler om familie, ritualer og den særlige smerte, der kan opstå, når to mennesker tillægger det samme øjeblik vidt forskellig betydning. Lærke fortæller om forholdet til sin far, om uskyldstab og om det håb, man kan bære, og miste, i relationer. Samtalen bevæger sig også ind i identitet og forventninger. Hvad gør man, når man er vokset op med idealer om eventyr, forelskelse og frihed, men i virkeligheden længes efter ro, nærhed og simple rammer? Og hvordan lærer man at tro på en kærlighed, der ikke river rode op, men derimod skaber et rodnet? Vi taler om skrivning som ventil, om at læse for at forstå livet, og om den stille forbindelse, der kan opstå mellem mennesker, når vi deler det, der skiller os, og det, der forener os. Engang på DR var der en kollega, der efter et interview med Lærke sagde til mig, at man næsten ikke undgå at blive ramt af hende, når man taler med hende. Det forstår jeg godt. For det her er en af de samtaler, jeg kommer til at huske længe. God fornøjelse med den.

"Man kan ikke bruge tiden to gange" Hvad er det, der driver et menneske til at blive ved - fra 134 m² i Nørregade i 1992 til en global tech- og investeringsplatform i dag? I denne episode taler jeg med Saxo Banks medstifter Kim Fournais om det, der for ham gør et arbejdsliv meningsfuldt: mennesker, kultur, nysgerrighed og et mindset, hvor man hele tiden spørger: Hvordan kan det blive bedre? For Kim handler ledelse om clarity, focus og accountability, så vi kan vedblive at lære og forbedre os som mennesker. Samtalen bevæger sig også ud i verden: Europas energi-afhængighed, innovation, bureaukrati og de incitamenter, Kim ser bremser både iværksætteri og den grønne omstilling. Han fortæller om Vejrø-projektet som et mikrokosmos: microgrid, vedvarende energi og regenerativt landbrug samt frustrationen over, hvor svært det kan være at få lov at bygge løsningerne. Til sidst bliver det personligt: Kims far døde, da Kim var 15, og det formede et princip, han vender tilbage til igen og igen: Man må ikke blive et offer i sit eget liv. Man kan ikke altid ændre omstændighederne, men man kan næsten altid gøre noget. En samtale om tid, den eneste ressource, vi ikke kan bruge to gange, om frihed, ansvar, fællesskab og om at følge sin nysgerrighed, hvis man vil finde noget, der giver mening.

Min nyudgivne bog, “Hvad livet har lært os”, var omdrejningspunkt for samtalen mellem Anne Sophia Hermansen, Christian Stadil og undertegnede, Kasper Andersson, på BogForum 2025. Navnlig Anne Sophias og Christians forhold til det meningsfulde liv, og hvordan man finder frem til dyden i midten, som Aristoteles’ etiske tankegods forudsætter, var på tapetet. Det samme var den grundlæggende lidelse, der er i livet. Lykken er ikke konstant, men opstår i momenter, og livets uvilkårlige modstand er sund. Det har Schopenhauer og buddhismen lært os, og Christian Stadil videreformidlede de budskaber på inspirerende vis. Det er ingen sag at være debuterende forfatter på BogForum, når man har så gode mennesker omkring sig Tak. Link til bogshoppen Gucca, hvor du kan købe bogen: https://www.gucca.dk/hvad-livet-har-laert-os-bog-p739579

Jeg har skrevet en bog, fordi det var noget, jeg bare måtte gøre. Den hedder “Hvad livet har lært os” og udkommer på Forlaget Eksistensen i dag! På et tidspunkt synes jeg, at jeg var faret vild i mit eget liv. Jeg havde svært ved at se mig selv blive ved med at gå ned ad den sti, jeg havde valgt. Bogen er et forsøg på at inspirere dig til at reflektere over, hvad der er vigtigt i netop dit liv. Hvad synes meningsfuldt? Kan du gå nye veje i kraft af de erkendelser? Det har jeg talt med Jørgen Leth, Svend Brinkmann, Ghita Nørby, Anne Sophia Hermansen mfl. om. De giver deres bud på, hvad de vigtigste ingredienser i tilværelsen er. Det er jeg blevet klogere af. Det håber jeg også, at du bliver. Du kan købe bogen hos Saxo, Bog & Idé, Gucca og alle andre tænkelige online-boghandlere. Bogen findes også i udvalgte Bog & Idé forretninger. Taknemmelighed. Kærlighed. Her er et link til Gucca, hvor du kan købe bogen: https://www.gucca.dk/hvad-livet-har-laert-os-bog-p739579

"En rejse er kun en rejse, hvis man kommer forandret hjem." - Rane Willerslev Rane Willerslev er professor i social antropologi og direktør for Nationalmuseet. Udover at være forsker med faglig tyngde er Rane også kendt for at omfavne det vilde, det utraditionelle og det visionære. Det er nysgerrigheden, der er Ranes store drivkraft, så det forsøger vi at indkredse. Jeg mødte ham på hans kontor på Nationalmuseet og blev hvirvlet ind i hans høje tempo med det samme. Samtalen starter derfor også lige på og hårdt. Det er altid livsbekræftende at møde et menneske, der udviser samme ildhu for sit fag som Rane gør det. Det synes jeg er en stor inspiration. God fornøjelse med episoden. Her et link til den side, hvor du kan forudbestille min nye bog, Hvad livet har lært os: https://www.eksistensen.dk/hvad-livet-har-laert-os.html

"Miljøer kan være en spændetrøje. Jeg har kunnet genopdage mig selv ved at opsøge forskellige slags" - Bjarke Ingels. I denne episode af Meningsfulde Samtaler møder jeg Bjarke Ingels, en af verdens mest visionære arkitekter. Som stifter af BIG har han sat sit præg på alt fra Amager Bakke til Google’s hovedkvarter og en række markante byggerier verden over. Men bag de spektakulære bygninger gemmer der sig en nysgerrighed efter at forstå, hvordan vi kan forme fremtidens byer og livsformer. Vi taler om arkitekturens rolle, om hvad der driver hans skaberkraft, og om hvordan man bevarer en legende tilgang til arbejdet, selv når opgaverne er blandt de mest komplekse i verden. Samtalen kredser ikke kun om bygninger, men om livsfilosofi, fantasi og det ansvar, der følger med at forme de rammer, vi lever i. Arkitektur er på mange måder det at være en god vært, og det var Bjarne denne formiddag, hvor vi talte sammen i BIGs hovedkontor i Nordhavn.

"At kigge ægte på sig selv, at kigge indad og se, hvad fanden er det, jeg vil? Ikke hvad samfundet vil, eller hvad ens forældre vil. Det er federe at have en trang inde i sig, hvis man kan finde den." - Lone Frank Lone Frank er videnskabsjournalist, forfatter og foredragsholder med en baggrund som forsker og ph.d. i neurobiologi. Hun er tilknyttet Weekendavisen og kendt som en markant debattør og meningsdanner i forhold til sundhed, medicin, teknologi og etik. I øjeblikket har hun orlov fra Weekendavisen for at skrive på en bog om meningen og hvad det er for et forhold, mennesket har til mening i dets liv. Finder man en bedre anledning til at invitere hende herind i Meningsfulde Samtaler? Jeg tror det næppe. Det var skønt og oplysende at tale med hende. Håber, du bryder dig om episoden. Skriv gerne en kommentar, hvis der er noget, som kunne være bedre, eller du gerne vil høre en samtale med en bestemt gæst. Music: The Prelude Op. 28, No. 4 by Frédéric Chopin. Performed by Paul Cantrell, http://inthehands.com

"Alting går under hele tiden. Den måde, din elskedes ansigt ser ud på lige nu, den måde, din datter taler på lige nu - det bliver man nødt til at acceptere. Jeg synes, at livet er en lang øvelse i at prøve at acceptere den flygtighed." Christian Bennike er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig en masse forskellige stofområder, der optager ham: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information. I foråret 2023 var han aktuel med bogen Engang troede vi på fremtiden, der udkom på Gyldendal med vældig flotte anmeldelser til følge. Den kan jeg kun anbefale at læse. Jeg tror nemlig, at jeg læser alt, hvad Christian skriver i Weekendavisen, og af den simple årsag var jeg er virkelig glad for, at han havde lyst til at medvirke. Jeg synes, at hans tanker er værd at læse. Den er ikke meget længere end det. Ligeledes fandt jeg ud af, at han var vældig rar at være i lokale med - en behagelig og beleven samtalepartner. Christian står ydermere et sted i livet, hvor meget igen er oppe i luften. Måske er det okay at miste fodfæste for en stund, selvom man er blevet voksen, er i slutningen af 30'erne og har fået børn. Det tror jeg. Han er for nylig blevet skilt, og i sit tidligere ungdomsliv mistede han både sin far og sin bedste ven, hvilket af naturlige årsager har været med til at forme ham. Det er nogle af de ting, vi kredser om i dagens samtale. Jeg håber, at du bryder dig om den. Musik: The Prelude Op. 28, No. 4 af Frédéric Chopin. Spillet af Paul Cantrell, http://inthehands.com

"Der er intet smukkere, end når man forstår, at man kan noget, man ikke vidste, man kunne" - Haidar Ansari. Haidar Ansari er det yngste menneske, der nogensinde har gæstet Meningsfulde Samtaler, men til gengæld er han en af dem, hvis lyst til at medvirke jeg har været gladest for. Han debuterede i marts 2022 som forfatter med digtsamlingen Institutionaliseret, der udkom på Gyldendal, og har siden markeret sig som en af vores generations mest markante stemmer. I marts 2025 var han aktuel med sin anden bog, langdigtet Normaliseret. Ansari har dansk-irakisk baggrund og voksede op i Urbanplanen sammen med sin mor og tre brødre. Allerede som dreng røg han ind i en kriminel løbebane, og han holdte op med at gå i skole i 7. klasse. Fra han var 15 år, tilbragte han stort set al sin tid på lukkede institutioner eller i et egentligt fængsel. Der var her, han begyndte at skrive digte. Han seneste udgivelse, Normaliseret, der udgøres af ét langt digt på mere end 80 sider, spænder mellem to poler, der i dag kendetegner hans liv: det fattige og den forråede underklassemiljø, han skildrede i Institutionaliseret, og den verden af litteratur, prestige og dannelse, som hans succes efterfølgende har givet ham adgang til. Det er lidt af det, vi taler om i dag. Det var en udsøgt fornøjelse at tale med Haidar. Jeg håber, at vi snarligt løber ind i hinanden igen og får os endnu en ordentlig snak under private forhold, for det kan man med ham - føre en refleksiv samtale. Det var jeg glad for at gøre her. PS: For en god ordens skyld er det forfatteren Bastian Emil, som Haidar refererer til i starten, der var konferencier til hans bogreception, og havde sat sig ind i alle de unge digterspirers baggrunde. Music: The Prelude Op. 28, No. 4 by Frédéric Chopin. Performed by Paul Cantrell, http://inthehands.com

Skriv dig op til Meningsfulde Samtalers gratis nyhedsbrev her. "Det handler dybest set om at tage imod." I del 2 af denne samtale med forfatteren Jens Christian Grøndahl taler vi navnlig om tro. Det gør vi blandt andet med udgangspunkt i den lille bog, Jens Christian har skrevet, der hedder Min svage tro. Troen kommer ikke kun af det, der høres, som Luther sagde. Den kommer også med én, der elskes - og i Jens Christians tilfælde var det mødet med hans anden kone, der gjorde, at han kom tættere på kristendommen, som han ellers ikke havde haft noget nært forhold til tidligere i sit liv. Efter denne samtale er en ting sikkert - jeg skal læse nogle flere af de bøger, Jens Christian har skrevet. Et menneske med vid. Beundrings- og efterstræbelsesværdigt - i hvert fald for mig. Jeg håber, at jeg får lejlighed til at tale med ham igen. God fornøjelse med episoden. Music: The Prelude Op. 28, No. 4 by Frédéric Chopin. Performed by Paul Cantrell, http://inthehands.com