
67: Køge Huskors – heksejagt, djævlerotter og en meget stor G-streng
Hvordan ender lyden af en høne under en pude med, at 16 kvinder bliver dømt for hekseri? Med en djævlerotte? En tudse på kyllingeben? En kvinde med en gryde på hovedet? Eller en plejesøn, der bliver løftet op i luften og hævder, at Satan personligt har gjort sit indtog i Køge? I ugens afsnit af Løgn På Latin rejser vi i samarbejde med Østre Gasværk Teater tilbage til begyndelsen af 1600-tallet og en af de mest omfattende hekseprocesser i Danmarkshistorien: Køge Huskors. En historie, der begynder med mærkelige hændelser i en velhavende købmandsfamilies hus og udvikler sig til flere års anklager, retssager, tortur og hekseafbrændinger. Og der er en helt særlig grund til, at vi tager til Køge netop nu. På Østre Gasværk Teater kan man nemlig opleve den nye musical Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed, der drager paralleller til historien om Køges hekseprocesser. Derfor har vi også taget en snak med forestillingens manuskriptforfatter Adam Price om arbejdet med musicalen, inspirationen fra 1600-tallets Køge og om at omsætte en mørk del af Danmarkshistorien til en musicalfortælling. Vi følger historien fra Anna Bartskærs første fortællinger om uforklarlige lyde og mærkelige væsner til mistanken mod naboen Johanne Thomesis – og derfra videre ind i en kædereaktion, hvor den ene anklagede kvinde peger på den næste, og hvor sygdom, nabostridigheder og et dårligt ry pludselig kan blive brugt som bevis på, at man står i ledtog med Djævlen. Men vigtigst af alt fortæller vi historien om frygt. Om hvordan mistanke kan sprede sig gennem et helt samfund. Om hvad der sker, når rygter bliver til beviser, og beviser bliver til dødsdomme. Og om hvordan en konflikt mellem naboer kan vokse sig så stor, at 16 kvinder ender med at blive dømt for hekseri. Magnus forsøger at holde styr på djævlerotter, troldkvinder og en efterhånden absurd mængde Mette'r og Kirsten'er, mens Emilie introducerer Magnus til Bonjour Madame-finten, mandehysteri og det meget presserende spørgsmål om, hvor stor en G-streng man egentlig kan lave af fem alen stof. Undervejs kommer vi også forbi en dreng, der angiveligt hænger og dingler i luften, en kvinde der tisser i en døbefont, Djævlen der er for genert til at vise sig, fordi han er den eneste med horn, en gryde der derfor ender på hovedet af en kvinde – og en djævlerotte, der tilsyneladende kan hyres for prisen på ét rugbrød. Alt det – og meget mere – i ugens afsnit af Løgn På Latin, hvor vi sammen med Østre Gasværk Teater og Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed åbner døren til 1600-tallets Køge, Satan flytter ind hos familien Bartskær, en vandrotte bliver hovedperson i en hekseproces, og én kvinde præsterer det måske mest imponerende trick af dem alle: at forsvinde sporløst fra Troldkællingehullet. 🎭 Afsnittet er lavet i betalt samarbejde med Østre Gasværk Teater og Olivia og Skyggedansernes Hemmelighed, som kan opleves på Østre Gasværk Teater fra 18. september. 🎤 Dine værter: Emilie Eisby og Magnus Gucz 🎧 Lyt med her: Løgn På Latin 💻 Redigering og lyddesign: Emilie Eisby 🎙️ Mixet af: Mads Zelasny