
Præstation og menstruationscyklus: Sådan tager du individuelle hensyn i en holdsport
For kvindelige fodboldspillere kan menstruationscyklussen have en betydelig indvirkning på deres præstationer, både fysisk og mentalt. Det konkluderer en ny rapport udarbejdet af Aarhus Universitet for DBU. Dette afsnit af GameChanger dykker ned i rapportens fund, som vedrører menstruationscyklussens betydning for fysisk performance. Mette Hansen er ph.d. og lektor i Idrætsvidenskab ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, og medforfatter til rapporten. Et af hendes budskaber er, at andelen af kvinder i fodbold med hormonforstyrrelser er så stor, at det skal tages alvorligt, og at undersøgelser tyder på, at der rent faktisk kan gøres en del for at forebygge og formindske følgerne af forstyrrelserne. Kommunikation er altafgørende for at øge forståelsen og bevidstheden om forstyrrelser, symptomer og gener, og Mette Hansen peger på, at rapporten kan bidrage til at tale med beslutningstagere og skabe opmærksomhed om problemstillingerne – uden at 'sygeliggøre' spillerne. Key-takeaways: Andelen af kvindelige fodboldspillere med hormonforstyrrelser er betragtelig. Vi skal gøre op med myten om, at fravær af menstruation er et tegn på, at spilleren "træner nok". Menstruationsforstyrrelser er et tegn på at kigge på balancen mellem energiindtag og den energi, der bruges til træning. Det er vigtigt ikke at sygeliggøre fodboldspillere på baggrund af menstruation, ligesom det er vigtigt at forstå, at menstruationscyklussen og eventuelle symptomer er forskellig fra spiller til spiller. Atleter taler mindre om menstruation med mandlige end kvindelige trænere. Der er ikke et entydigt svar på sammenhængen mellem menstruationscyklus og eksempelvis korsbåndsskader. Forebyggende træning anbefales i alle tilfælde. Det anbefales at vise individuelle hensyn – eksempelvis ved at skalere træningsøvelser efter symptomer. Træneren skal skabe gode forsætninger i forhold til søvn, kost, væske – og ikke mindst dialogen om menstruation. Læs mere om GameChanger og få mere indhold på gamechanger.nu