
Mellem magt og miljø: Hvor meget kan en miljøminister flytte – og hvem svinger egentlig taktstokken i den grønne omstilling? – Gæst: Kirsten Brosbøl
”Politik er halen, ikke hunden.” Sådan lyder vores gæst, Kirsten Brosbøls, yndlingscitat fra Barack Obama om samspillet mellem borgere og lovgivere. For hvor meget kan politikerne egentlig flytte i den grønne omstilling? Hvilken rolle spiller virksomheder og et stærkt civilsamfund? Og hvad sker der, når økonomiske modeller og hensynet til natur, biodiversitet, rent drikkevand og klima skal gå op i en højere enhed? Til at kaste lys over disse spørgsmål har vi inviteret forhenværende miljøminister Kirsten Brosbøl i studiet. Hun var medlem af Folketinget i 14 år og miljøminister fra 2014 til 2015. Siden har hun arbejdet med grøn omstilling uden for Christiansborg, og i dag er hun forperson for Klimaskovfonden og bestyrelsesleder i Tænketanken Brundtland. Med sine erfaringer både fra Christiansborg og fra arbejdet med grøn omstilling uden for det politiske system giver hun sit perspektiv på, hvor magten og indflydelsen ligger – og hvad der skal til for at skabe forandring. Lyt med, når værter Jens Priergaard og Anja Wejs har endnu en perspektivrig samtale, som denne gang kommer omkring Den Grønne Trepart, Klimaskovfonden, skovrejsning, klimabidrag og spørgsmålet om, hvordan prisen på et fuglefløjt mon bliver fastlagt? Vil du se mere? Så følg os på Instagram: https://www.instagram.com/dengroennesofa/