
Udviklingen af ny medicin kræver viden om, hvordan molekyler opfører sig og binder sig til hinanden. Men selv med kraftfulde supercomputere kan det være svært at beregne de afgørende detaljer præcist nok. Her ligger et af de store håb for kvantecomputeren. Ved at udnytte kvantefysikkens principper kan teknologien potentielt gøre bestemte beregninger mulige, som i dag er alt for krævende. Det kan få betydning for blandt andet lægemidler, bioteknologi og nye materialer.Kvantecomputere findes allerede, men der er stadig væsentlige udfordringer at løse, før det fulde potentiale kan indfries. Blandt andet kan støj forstyrre beregningerne og begrænse, hvor store og komplekse opgaver maskinerne kan håndtere.For danske virksomheder begynder spørgsmålet derfor med deres egne udfordringer: Hvor sætter den nuværende computerkraft grænser for udviklingen af nye produkter? Og kan kvantecomputeren på sigt flytte netop de grænser? Dette afsnit af BusinessReview New Tech undersøger forskellen på AI og kvantecomputere og ser nærmere på arbejdet med at gøre kvanteteknologi anvendelig i praksis. Samtalen kommer også omkring Danmarks forskningsmæssige styrker og behovet for at omsætte viden til virksomheder med international gennemslagskraft. Afsnittet er optaget på Computerworlds Cloud & AI Festival i Ballerup. Gæst: Ulrich Busk Hoff, Quantum Engagement Specialist, Kvantify Vært: Søren Vejby Produktion: Martin Andersen Koncept: Julie Brix Podcasten har sponsoreret indhold