
AI er på vej fra at være et værktøj, medarbejdere bruger, til i nogle virksomheder at kunne fungere som en slags digital medarbejder. AI-agenter kan ikke blot levere et svar, men også udføre opgaver, arbejde på tværs af systemer og sætte handlinger i gang. Det ændrer samtidig den måde, virksomheder skal tænke AI på. For hvis hver afdeling bygger sine egne agenter uden fælles retning, risikerer organisationen at ende med en lang række løsninger, der hver især fungerer, men tilsammen er svære at styre. Derfor bliver spørgsmål om ejerskab, adgang til data, governance og ansvar mindst lige så vigtige som selve teknologien. En central pointe er, at virksomheder ikke bør begynde med spørgsmålet om, hvilke små opgaver AI kan overtage. Udgangspunktet bør i stedet være, hvilken forretningsmæssig forandring man ønsker at skabe. Først derefter giver det mening at se på, hvilken rolle AI-agenter kan spille. Og når AI-agenter får adgang til systemer og mulighed for at handle, opstår et nyt ledelsesansvar. De skal have klare mål, definerede rammer og de nødvendige – men ikke flere – rettigheder. Samtidig skal mennesker fortsat stå på mål for de beslutninger og resultater, teknologien skaber. BusinessReview New Tech er denne gang optaget ved Computerworld Cloud & AI Festival i Ballerup Super Arena. Gæster: Berit Dommerby Clausager, Head of Transformation Services, Denmark, Sofigate Viet Pham, CTO of Transformation Stream, Sofigate Vært: Søren Vejby Produktion: Martin Andersen Koncept: Julie Brix Podcasten har sponsoreret indhold